
Folkeskolens madkundskabsrådgiver
Blog

Sæson for æbler
Jeg har for første gang fået virkelig mange æbler. Så eleverne og jeg har skrællet, snittet ordnet og fyldt fryseren med æbler. Og hold da op, det tager lang tid, når man også lige skal hjælpe med dej til boller for første gangs bagere og æblesalat med speltkerner. Men en dejlig fornemmelse, når fryseren åbnes.
Godt materiale
Vi har arbejdet med materialet fra GoCook om ”Det store æbleshow”. Det er et godt materiale om forskellige æbler, smag, og hvad æblerne bliver brugt til.
Jeg er dog ikke vild med opskriften på æblebollerne, hvor eleverne skal lune kærnemælk. Kærnemælk, der bliver lunet, skiller bare med det samme, og det ser mærkeligt ud. Det er også rigtig svært at forklare eleverne, at det er godt nok, bare det ikke er for varmt. Men bollerne blev gode.
I dag har eleverne bagt boller efter en grund opskrift fra Madkundskabsbogen og lavet æblekage efter opskriften på GoCook med rugbrødskruns. Det er godt, og de fleste kunne lide det, selvom det var anderledes end det de plejer at få.
Flødeskum og smør
Ud af fire grupper lykkes det to at piske fint flødeskum.
To hold fik pisket for meget, men jeg nåede lige at stoppe dem, inden de smed det ud. De piskede lidt ekstra, og jeg viste dem, hvordan smørret kunne samles sammen og skylles ud under koldt vand. Det blev det fineste smør. Og som en af pigerne sagde: ”Hold da op, det smager godt, det her smør”. Der var heldigvis ekstra fløde i køleskabet til mandagsholdet, så skal jeg bare lige huske at købe lidt ekstra.
De næste gange står den på æbleflæsk, æblekage med grams, pizza med æbler og så skal der gemmes æbler, som måske kan bruges med madkamps temaet ”Brug knolden”.