
Folkeskolens madkundskabsrådgiver
Blog

Undervisning uden digitale undervisningsportaler del 2
De sidste fire år har jeg deltaget i Madkamp.dk. Det har ændret min undervisning, jeg er blevet meget mere eksperimenterende og kommer ud i nogle hjørner på nogle emner, som jeg slet ikke havde tænkt på før.
Jeg har altid fået lov til at komme på lærerkursus til ”Madkamp”. En rigtig hyggelig dag, hvor vi lærere bliver fodret først med teori og en kort gennemgang af undervisningsmaterialet på årets emne, som i år er ”Brug knolden” om kartoflen.
Derefter går lærere og lærerstuderende i køkkenet, hvor vi arbejder sammen, eksperimenterer, præsenterer og smager.
Undervisningen
Kort efter kurset begynder jeg på emnet. I undervisningsmaterialets første opgaver bliver eleverne præsenteret for emnet med forholdsvis enkle opgaver med mulighed for, at eleverne selv kan eksperimentere med forskellige smage.
I december holder jeg en pause med småkager og risengrød.
Efter jul tager vi igen fat på ”Madkamp”. Nu skal eleverne selv forsøge at finde på. Nu er det deres tur til at arbejde sammen, og det kan være svært. De skal eksperimentere, smage, præsentere, og ikke mindst dokumentere.
I Brande har vi kartofler lige uden for døren og KMC i byen, så der er alle muligheder for åben skole og virksomhedsbesøg.
Der er store muligheder for tværfaglige forløb i dansk og historie, hvor eleverne kan læse ”Ægget der voksede” af Cecil Bødker og se filmen ” Eventyret om den vidunderlige kartoffel” på Youtube. I N/T kan der laves flere forskellige forsøg med kartofler fx osmose, spiring og biogas.
Spændende at se, hvad det hele bliver til.