Folkeskolens madkundskabsrådgiver
Blog
Velkommen på pinden Til den nye undervisningsminister.
Jeg ønsker dig tillykke med det nye job. Jeg håber, du får tid til at komme i praktik ude i virkeligheden i en uge. En uge, hvor du har fuldt skema, skal planlægge, være med til møder og har fuld tilstedeværelse.
Billedet er fra "Blik og Rør - arbejderforbundet".
Du vil opdage, at dit hoved er fyldt af snak, hurtige valg, løsninger og planlægning, der virker eller slet ikke virker. Og så vil du møde en masse glade, søde og frække børn. Men også nogle sårbare og pressede børn og unge.
Jeg håber også, at du forbereder dig på udkastet fra kommissoriet, så lærerne igen kan få en overenskomst med en arbejdstidsaftale. Siden 2013 og lov 409, har lærerne som en af de eneste faggrupper ikke haft en overenskomst. Det er slet ikke i orden, og når jeg fortæller det til ikke lærere, bliver de virkelig overrasket.
Skeptisk
Siden 2013 har jeg været skeptisk, hvilket blev forstærket med OK18, og jeg også skeptisk denne gang. Jeg tror ikke på en tilbagetrækning af folkeskolereformen med modsat fortegn, hvor undervisning og forberedelse hænger bedre sammen. Næste skoleår bliver lærerne på min arbejdsplads sat 20 timer op i undervisningstid. Så selvom eleverne får kortere skoledag, og 0., 1. og 2. klasserne kun skal have 25 timer om ugen, skal en lærer på fuld tid have 28 lektioner, som skal forberedes, planlægges og efterbehandles. Dertil kommer så lige dokumentation, forældresamarbejde, konflikthåndtering, implementering af mere eller mindre fjollede tiltag fra forvaltning, byråd og folketing, min egen videre uddannelse plus det løse. Jeg tvivler på, at kommunen frivilligt sætter undervisningstiden ned for lærerne. Men det kan være et fromt ønske, at du skubber lidt på.
P.S jeg føler mig stadig snydt for en månedsløn.