Blog
Efter DR-debatten: Folkeskoleformens paradokser må løses
Som så mange andre lærere har jeg til aften set DR-debatten om folkeskolereformen og jeg sidder tilbage med en undring over, om vores politikere egentlig er klar over, hvor omfangsrig og kompleks reformen er? Problemet er jo ikke delelementer såsom bevægelse, åben skole eller engelsk i 1. klasse, men kombinationen af alle de modsatrettede krav, overstyringen og underfinansieringen, der skaber paradokser der ikke kan løses - uden der træffes politiske beslutninger
Problemet med reformen er ikke kun det hav af løse ender og selvfortolkninger, der skal til for at omsætte reformtankerne til virkelighedens verden. De mange nationale fastsatte mål, de forskellige delelementer og kravet om at eleverne nu skal kunne det i 8. klasse, som de før kunne i 9. klasse skal forenes med et krav om at bryde negativ social arv. Underfinansieringen, de lange skoledage og for mange opgaver til for få ressourcer har ført til en faldende kvalitet i undervisningen og opgaveløsningen, men lige så alvorlig er reformens modsatrettede krav.
Det ses tydeligt, at reformen er et kompromis mellem forligskredsens parter, hvor alle tilsyneladende har fået deres krav opfyldt. Det gør desværre også, at den indeholder så modsatrettet indhold, at det nærmest er umuligt for lærere, pædagoger og ledere at navigere i disse paradokser. Jeg har udvalgt fire af dilemmaerne.
Højere faglighed for den enkelte eller inklusion i fællesskabet?
Reformen fra 2014 er kendetegnet ved fire nationale mål. Regeringen og KL havde før reformen, i foråret 2012 indgået en aftale om inklusion, der havde som målsætning, at 96 procent af eleverne i folkeskolen skulle være inkluderet i den almindelige undervisning. Målsætningen om måltallet er siden blevet politisk ændret, men nu sidder eleverne i almenklasserne uden den rette støtte og hjælp. Hvordan skal nationale mål om højere faglighed og en øget inklusion gå hånd i hånd?
Det er selvmodsigende og vil kræve, at lærere, pædagoger og ledere konstant tager stilling til, hvorvidt det er vigtigst at inkludere eller have fokus på fagligheden. Når vi taler om inklusion, nævnes fællesskabets betydning som vigtigste årsag til, at vi kan inkludere, – men når vi taler om faglighed, så skal der være hovedfokus på den enkelte elevs faglige mål og udvikling. Hvordan kan man både have fokus på arbejdet med den enkeltes elevs mål i fagene samtidig med at fællesskabet sættes i centrum for at kunne lykkes med inklusionen?
Faglige mål uden planlægning?
Lærerne har fortsat ansvar for målfastsættelsen og for at sikre de faglige mål, men den understøttende undervisning, der skal understøtte den fagdelte undervisning kan nu udføres af andre faggrupper.
Det kræver tid at planlægge undervisning mellem faggrupper, hvis der skal skabes meningsfulde forløb, hvor den fagdelte og understøttende undervisning komplementerer hinanden. Dette kræver et øget samarbejde, men hvornår og i hvilket omfang? Lærere har siden 2014 fået mindre forberedelsestid og de underviser langt mere. Hertil har læreren det faglige ansvar for, hvad andre faggrupper udfører af undervisning, hvor læreren ikke selv er til stede. Det er selvfølgelig lederens ansvar at sikre, at både lærere og pædagoger har de faglige kompetencer, der skal til for at varetage undervisningsopgaverne, men hvad sker der i praksis på skolerne, hvis der ikke er rammer og betingelser for at mødes? Den manglende planlægning og koordinering vil i mange tilfælde forhindre meningsfulde forløb for eleverne.
Teamsamarbejde eller fokus på linjefag?
Kravet om undervisningskompetence (linjefagsdækning) for lærerne skal på sigt føre til, at den enkelte lærer skal undervise i sine linjefag, men hvad gør det ved teamdannelsen omkring klasser? Der har de sidste 10-15 år været arbejdet intenst med udvikling af team, og teamsamarbejdet er udråbt til den nye problemknuser i skolen, der løser alt fra administrative opgaver til fællesforberedelse og undervisningsmål for eleverne. I dag er stort set al organisering på skolerne teambaseret for at skabe sammenhænge og relationer omkring klasser og fag, – især af hensyn til inklusionsopgaven.
Det er svært at finde ud, om lærere enten skal være faglærere eller om de skal arbejde i teams omkring klasser og årgange.
Færre støttemuligheder men ambition om at bryde negativ social
Holddannelsesreglerne blev lempet med reformen, så der teoretisk var mulighed for mere holddannelse, (at dele klasser i mindre hold). De lange skoledage har dog krævet så mange undervisningstimer, at alle ressourcer bliver brugt på bare at dække kravene om skoledagens længde. Det betyder, at man af nød de fleste steder må inddrage holddannelsestimerne og mange skoler beretter om, at der stort set ikke eksisterer holddannelsestimer længere. Det samme gælder timer til fagligt støtte af svage elever, timer til dansk som andetsprog osv. Hvordan passer det sammen med inklusionsopgaven og de mange elever, der har netop har et stort behov for disse timer og støtte til deres faglige, sociale og personlige udvikling?
Hvordan passer det sammen med en reform, hvis formål er at bryde negativ social arv? De vigtigste faktorer til at bryde negativ social arv er støtte til udfordrede elever, enhedsskolens stærke klassefællesskaber, tid til relationsarbejde og undervisning med kvalitet.
Der er mange flere paradokser, men det vil være for omfattende at nævne dem alle. Jeg tror, billedet er skitseret med ovennævnte eksempler. Der er arbejdet intenst i de forgangne år af alle skolens parter, for at skabe så fornuftig skole som muligt under de givne rammer.
Der er gennem de sidste 5 år udført massiv følgeforskning, som ikke viser fremskridt på nogen områder. Lad os håbe, at politikerne med den endelige evalueringsrapport (VIVE, 2020) vil give reformen et eftersyn og finde frem til løsninger. Det er i sidste ende kun dem, der kan sørge for at de paradokser der stritter voldsomt i alle retninger, bliver afklaret og tilpasset, så den danske folkeskole kan finde ud af, hvor den skal hen.