Folkeskolens tysk- og franskrådgiver
Blog
Danke, Kollegen und Kolleginnen
Selvom jeg har været (tysk)lærer i snart 29 år (eller måske netop derfor), lader jeg mig tit inspirere og har brug for mere viden og inspiration og praktisk hjælp til undervisningen.
Hermed slår jeg et slag for et godt sted til hjælp og inspiration, nemlig den gruppe på Facebook der hedder "faglig sparring for tysklærere" og som også nye tysklærere kan have utrolig meget glæde af.
I den gruppe bliver der stillet mange spørgsmål og givet mange svar fra kollega til kollega. Alt lige fra lejrture til tyske byer, Oktoberfest i München, film, lyd, sange og temaer - alt til brug i tyskundervisningen. Der er også gode links til tv-udsendelser om Tyskland, tyske forhold og tysk historie. Her er inspiration til lege og andre tysktalende lande, spørgsmål til lærervejledninger og gode tips til Redewendungen og Umgangssprache.
Og leder man efter et godt kursus eller noget videreuddannelse, tysklærerdag, jobs, materialer til prøven eller apps findes det også her. Tilmed kan man finde færdige, afprøvede undervisningsforløb om f.eks. foldebøger, Harzen eller grammatik. Til alle klassetrin. Das deutsche Haus i Sindal læste jeg om forleden dag. Huset har tilbud til både grundskolen og ungdomsuddannelser. Se mere her;
https://www.skoletjenesten.dk/node/5825/soeg/grundskole
Cph. pix har tysk dag 27.9. (Vistnok kun i Kbh) Se mere her;
https://www.cphpix.dk/news/pix-inviterer-til-tysk-dag
Og husk Europæisk Sprogdag;
https://edl.ecml.at/Home/tabid/1455/language/en-GB/Default.aspx
Der er utrolig meget mere inspiration og hjælp at hente hos de engagerede og hjælpsomme tysklærere på "faglig sparring for tysklærere". Tak for det. Der er meget, rigtig meget, og kunsten er at vælge ud. Og bare det at vide, at jeg som tysklærer ikke er alene og ikke er ene om passionen for sproget er dejligt, for på lærerværelset er jeg efterhånden et kuriosum.