Bliver man en bedre lærer af at rejse ud?

Det er in at rejse ud – både under og efter sin uddannelse. De danske læreruddannelsessteder reklamerer for praktik i udlandet med slogans som indblik og udblik, internationale netværk, bedre kendskab til sig selv og sin egen kultur og en oplevelse for livet. Også undervisere og uddannelsespolitikere rejser ud og studerer skoler og undervisning. Det er oplagt at kaste et kritisk blik på denne trend: Er rejselystne lærere eller studerende bare en slags skolesystemsturister? Eller gør rejserne os rent faktisk til bedre undervisere og måske endda til mere tolerante verdensborgere - når vi nu i vores uddannelsessystem tillægger den internationale dimension så stor en værdi?

Vi (Julie Fleischmann, Lise-Lotte Just og jeg) har siden august 2013 undervist i Island under en særlig samarbejdsaftale mellem Danmark og Island. På grund af det gamle tilhørsforhold til Danmark (Island blev en selvstændig nation i 1944) er dansk obligatorisk fremmedsprog i grundskolen fra 7. -10. klasse og mindst ét år i gymnasiet. Hvert år udsender Undervisningsministeriet to rejselærere og en lektor, hvis opgave er at styrke danskundervisningen og formidle dansk sprog og kultur i henholdsvis grundskolen, på gymnasiet og på læreruddannelsen. Vi er alle tre tysk- eller engelsklærere i Danmark (Julie på Gudenåskolen i Ry, Lise-Lotte på Næsby Skole i Odense), og erfaringer fra vores nye undervisningsarena udsætter naturligt nok vores hjemlige sprogundervisning for modspil. Vi har derfor spurgt os selv om, hvad vi har fået ud af at undervise i Island - og samlet de vigtigste impulser her:

1: Man bliver ”hjemmeblind” hvis man ikke ind i mellem fysisk skifter miljø - eller bliver ”forstyrret” i sin undervisning

I mødet med andre elevgrupper sker der noget med én som underviser: Hvordan modtager de mit indhold, mine ideer og metoder? Har de nye kolleger samme syn på sprogtilegnelse som mig? Har skolen grundlæggende samme læringssyn som min skole derhjemme? Det at være gæsten, der kommer med det fremmede blik og stiller spørgsmål til skolehverdagen og undervisningen, betyder samtidigt et forandret syn på egen praksis og giver anledning til justeringer. Både gæst og værtskole får mulighed for at blive inspireret af nyt, men også for at reflektere over sine mere eller mindre gode vaner og indretninger.

Vi har været undrende og også skeptiske overfor noget af den pædagogik, vi har mødt i skole- og uddannelsessystemet i Island. Men det har samtidig fået os til at til at overveje, hvordan vi ville reagere, hvis en gæstelærer kastede et kritisk blik på vores måde at undervise og holde skole på! Netop fordi det er så udviklende at blive ”forstyrret” i sin opfattelse af den gode (sprog)time, burde man åbne sin undervisning mere op for nysgerrige, spørgende blikke. Og man kan måske med mindst lige så stort udbytte være rejsende i det lokale og besøge hinanden på naboskoler!

2: En sproglærer har godt af kulturchok og sprogbade

Man glemmer som erfaren sproglærer hvordan det er at være ny sprogbruger og have meget beskedne sproglige resurser til at udtrykke sig med – og ikke at kunne forstå hvad der bliver sagt. Ved at sætte os på skolebænken for at forsøge at lære islandsk har vi genoplevet hvor ihærdig man skal være for at lære et nyt sprog – men også hvor fantastisk sjov og kreativ processen kan være. Samtidig er vi blevet mindet om, at en dybere indsigt i en anden kultur er et livslangt og omfattende projekt. De erfaringer sætter sprog- og kulturundervisningen i klasserummet i Danmark og de ambitiøse danske slutmål for fremmedsprog lidt i perspektiv. At lære sprog kræver tid! Og at formidle sprog og kulturindsigt i et klasseværelse kræver i høj grad en energisk indsats og spændende, gennemdidaktiserede læremidler.

3: En sproglærer bør huske at forholde sig aktivt til kulturelle stereotyper og udfordre dem

At arbejde med formidling af dansk kultur i Island har helt naturligt sat gang i tanker om kulturelle stereotyper. Vi blevet mere opmærksomme på det indhold, vi ”sender af sted” i sprogundervisningen, og på hvordan vi gør det. Hvad er egentlig dansk kultur? (og tysk, fransk, amerikansk kultur?)  Risikoen for forenklinger og forældede klicheer er altid nærliggende. Det har fået os til at genoverveje kulturdelen i den hjemlige sprogundervisning: Er den nu helt opdateret? Er det de ”rigtige” billeder af målsprogslandet vi sender ud i klassen? Sprogfag skaber identiteter – og vi skal vi i fællesskab med eleverne huske at udfordre og debattere almindeligt udbredte normer og holdninger.

4: Som gæst bliver man mindet om alle de gode ting i ens eget uddannelsessystem, som man skal passe godt på – men også om, at der er plads til forbedringer

Det er en værdifuld øvelse at sammenligne uddannelsessystemer og finde frem til de faktorer, der gør det rigtig godt at være lærer og elev i Danmark.  Men det er også vigtigt på egen krop at erfare, at vi bare ikke er ”bedst til alt”, og at andre kan gøre nogle ting langt bedre. Det kan for os helt konkret være ideer til indretning af skoler og klasserum, måder at styrke lærersammenholdet på, friske smoothies i universitetskantinen eller fisk på menukortet i skolens frokostpause, masser af svømmeundervisning og drama eller elevrådsarbejde på skoleskemaet. Men måske er den mest spændende øvelse at finde ligheder i stedet for forskelle: Hvorfor oplever elever ofte en motivationskrise i tilegnelsen af fremmedsprog – ikke mindst det andet fremmedsprog? Hvordan påvirker ungdomskulturen undervisningen i de ældste klasser? Hvilke udfordringer ligger der i differentiering og inklusion? Der er mange fælles erfaringer på tværs af grænser. På den måde kan besøg og ophold i andre landes uddannelsessystemer lige så meget være en øvelse i empati og solidaritet som en bekræftelse af egne værdier.

Dette indlæg tager udgangspunkt i artiklen ”Sproglærere i bevægelse” der udkommer i tidsskriftet ”Sproglæreren” i uge 23.