Det skal nok gå alt sammen

Da jeg påbegyndte min tyskundervisning i folkeskolen, lå lektor Blomme og hans kolleger fra Metropolitanskolen, som de blev beskrevet i Scherfigs ”Det forsømte forår”, for længst i graven. Gud ske lov for det!

Jeg var så heldig at modtage undervisning efter 1958 loven, der med læseplansudvalgets formand Kristen Helveg Petersen ved roret fik udarbejdet ”Den blå betænkning”, der på mange måder betød en fornyelse af undervisningen også for tysk, hvor Skive kommune dengang, så vidt jeg husker, tildelte os 4 ugentlige lektioner på hvert klassetrin fra 7. – 10. klasse og sådan, at  man enten kunne gå i en treårig realafdeling for de boglige, eller følge 8. og 9. klasse for de praktisk orienterede. Formålet med den blå betænkning var at skabe harmoniske og lykkelige mennesker. Og det blev vi vel!?

Først efter selv at være uddannet lærer oplevede jeg i 1975, at vi fik en ny lov, der kom til at præge tyskundervisningen i vid udstrækning. Der blev fra 1978 indført lytteprøver, og båndoptageren blev et arbejdsredskab. Det var dengang, eleverne fik mulighed for at tilegne sig kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, som medvirkede til den enkelte elevs alsidige udvikling, og hvor undervisningen byggede på åndsfrihed og demokrati.

Der blev undervist på udvidet – og grundkursus alt efter elevernes kundskaber og interesser.

Det var omkring det tidspunkt, undervisningsdifferentiering blev indført, og Poul Skov fra Danmarks Pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre fastslog, at elever i sammenholdte klasser, for de svages vedkommende opnåede bedre resultater, medens det ikke gik ud over de dygtigste, der fortsat fik gode standpunktskarakterer.

Det var dengang, Molsskolen i Knebel arbejdede med tolærerordnig i tysk i klasser med ned til 20 elever, og så var der tre timer i 7. klasse og 4 timer i 8. – 10. klasse. Der var en grund til, at eleverne opnåede gode resultater!

Årene gik. Kommunikativ kompetence, hvor grammatisk kompetence og sproglig handlen blev vægtet lige sammen med en ny øvelsestypologi, var en kendsgerning. Gardener kiggede forbi med de mange intelligenser, nordmændene smittede os med læringsstile. Cooperativ Learning med et væld af strukturer fik os op af stolen og ud på gulvet. Huj hvor det gik – Huj, hvor det går!

Meyer opfandt det nye nordiske køkken og Antorini skulle have ny nordisk skole. Det fik vi, for med lov skal land bygges. Sådan har det været siden 1241, og loven følger vi. Med loven følger læseplaner, der gøres obligatoriske af kommunerne og nye ”retter” kræver nye vejledninger, og dem prøver vi at følge. Eleverne skal (som de vist altid har været) være i centrum. Det er den enkelte elev vi tager udgangspunkt i.

Jo, det er, som om vi har fået gammel vin på nye flasker – og gammel vin er ofte mere smagfuld end ny. Det skal nok gå alt sammen! Tidligere var undervisningen konkret, nu skal den være målstyret.

Og nu som tidligere vil vi, at vore elever skal blive så dygtige som muligt, så vi suger til os af det nye, følger med, følger op og underviser i grammatiske grundbegreber under former og inspiration, som vi får fra vejledninger, kollegial supervision og egen erfaring. Vi sætter gerne fokus på aktivitetstimer, lektiehjælp, faglig fordybelse, motion og valgfag, så vi styrker faglighed og trivsel og medvirker til at bryde den sociale arv. Men for at det skal gå alt sammen, og for at vi kan få elever i verdensklasse (også) i tysk, skal vi have tid til undervisningen, og her er det vejledende timetal for lille især i udskolingens 8. og 9. klasse, og det må der gøres noget ved!