Blog
En ny mental mur på vej?
Året 2020 er udnævnt til dansk-tysk venskabsår for at fejre 100-året for den fredelige genforening af Sønderjylland med resten af Danmark og selvfølgelig for at understrege det gode og jo genetablerede naboskab. Der er i denne anledning planlagt en lang række kulturbegivenheder. Desværre synes det tyske sprog at være pillet ud af ligningen mange steder i Danmark, når man lige ser bort fra grænselandet Det kan man måbe over, ja det kan gøre en helt målløs. Er toget ved at være kørt og er vi på vej til at blive ”sprachlose” danskere i en ”utysk” fremtid? Er danskernes tyske tunge ved at blive gjort tavs? Skal tysk i tale og tekst nu forstås ad en engelsk omvej?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Megen kommunikation, siges det, er nødt til at foregå på engelsk. Begrundelsen er bedrøvelig nok, at danskerne ikke kan tale godt nok tysk (mere) og tyskerne efterhånden taler godt engelsk. 100-årsjubilæet tyvstarter på Nationalmuseet med en højprofileret udstilling om netop Tyskland med åbning den 9. november i år, passende sammenfaldende med 30-året for murens fald. Nationalmuseet har måttet ty til ”lånte fjer” fra en britisk udstilling og er baseret på den anmelderroste ”Memories of a Nation” af den engelske forfatter Neil MacGregor. Der er selvfølgelig tale om en bearbejdet version til et dansk publikum. Men lettere rørstrømsk må man nok beklage, hvorfor det dansk-tyske forhold egentlig havde brug for en engelsk ”støttepædagog”.
Hvad værre er og højst besynderligt, er at engelsk nu også har vundet indpas selv i det tyske sprogs sidste højborge her i Danmark: når den tyske ambassadør og Goethe-Instituttets leder i overdreven hensyntagen til enkelte ikke tysk- eller danskkyndige taler på engelsk om bilaterale dansk-tyske arrangementer i stedet for at lade en simultantolkning på tysk eller dansk få disse to nabosprog til at blomstre side om side.
Når selv tyske repræsentanter således åbenlyst har mistet moders mæle, fremmer det selvfølgelig fremmedgørelsen og afviklingen af tysk. Denne anglo-servile proces er langt hen ad vejen uagtsom, men det frikender ikke nogen for delagtighed. Tyskerne har lært engelsk, mens vi her i Danmark er ved at smide det tyske sprog ud med badevandet. Er vi vitterligt ved at opføre en ny mur – ovenikøbet en selvopført mental mur – her i 30-året for berlinermurens fald? Har vi, sagt på en anden måde, iført os snæversynets skyklapper, der gør os blinde for den sproglige alsidigheds merværdi?
Det er jo ikke synd for tysk som sådan - eller Tyskland: Vi skal i da Danmark lære andre sprog end engelsk og det for vores egen skyld. Vores sproglige fortræffeligheder udi det engelske må aldrig blive til en ensidig sag og overfladisk tilgang. Når alle snart kan tale engelsk på rimelig højt niveau, vil den uagtsomme afvikling af tysk have spillet Danmark et vigtigt trumfkort af hænde. Det er faktisk blevet sagt gentagne gange og i mindst 30 år.
Skal tysk virkelig blive til ”sproget der blev væk”? Det ville så på sigt nok blot betyde at en større andel af de gode gamle fællesord blev uforståelige og derfor gradvis ville blive erstattet af anglicismer. Nogle ville kalde dette for sproglig udvikling. Måske ville afvikling dog være et mere passende ord. Men forhåbentligt overlever tysk som levende sprog i Danmark og undgår en truende skæbne om svært læsbare hieroglyffer, der kun kan fortolkes på et museum. Det er derfor glædeligt, at selve Tyskland nu faktisk er kommet på museum og er genstand for en fin udstilling på Nationalmuseet. Forhåbentlig vil den bidrage til, at flere danskere genopdager det omfattende dansk-tyske kultur- og dannelsesfællesskab.
Gode gamle Tom Lehrers ”We all go together when we go” bliver hvad alle ikke-engelske sprog angår forhåbentligt aldrig virkelighed. Verden bør forstås i sproglig mangfoldighed. Sagt uden omsvøb, så er globaliseringens bagside jo den glidebane, der fører mod futil ensretning, forfladigelse og fordummelse. Ja man kan ligefrem frygte demokratiets deroute – oder was?
