Fremmedsprogstrategien: Nu med symbolsk støtte

Vi ved allerede nu, hvor skoen trykker mest. Uddannelsen i fremmedsprog på professionshøjskolerne er efterhånden for ringe. Faktisk så ringe, at man kan slippe afsted med at blive tysklærer uden at kunne tale tysk. Til den helt nødvendige genoprettelse af fremmedsprogene på professionshøjskolerne afsætter strategien imidlertid ingen penge, kun muligheden for en selvfinansieret friordning. Ej heller kommunerne begaves med midler, men de opfordres til at lave lokale sprogstrategier – for egne penge forstås. De 100 millioner forslår kun som en dråbe vand på en varm sten. Det der er brug for, er et effektivt sprogbad af langt større dimensioner.

Arbejdstilsynet holder øje med arbejdsmiljøet og påtaler eventuelle mangler. I meget graverende tilfælde udstedes et straks-påbud, der skal følges op af omgående handling. Desværre findes der endnu ikke et fremmedsprogstilsyn, der på lignende vis kan påbyde en målrettet handling for at rette op på det udfordrede fremmedsprogsmiljø her i landet. Advarslerne om en truende bortgang af ”alt andet end engelsk” er ingenlunde nye, men til gengæld stadig mere dystre. De slås fortsat hen på trods af en snigende afvikling af både fransk og tysk. Med midlerne fra sprogstrategien søger man åbenbart yderligere at undersøge et velkendt problem, ikke målrettet at afhjælpe det.

Skulle man sammenligne tysk og fransk med patienter i hospitalsvæsenet, så ville begge sprogfag være indlagt med svære symptomer på underernæring, mens man fortsat hæger om den engelske patient, der for længst burde være udskrevet som rask og struttende af sundhed:  på grund af en fortrinlig behandling. På trods af mangelsymptomer skorter det på en behandlingsgaranti for de øvrige fremmedsprog.  Tænk hvis lægerne på hospitalerne i stedet for målrettet behandling kun ville ty til hensigtserklæringer for at helbrede. Eller ville operere uden kendskab til hoved og hale?

Det er fint, at to videnscentre skal bruge fem år på at udtænke løsninger, men kunne man ikke samtidigt rulle samtlige besparelser tilbage? Måske indføre et fast semester i udlandet for vordende fremmedsprogslærere? Måske allerede nu sætte fremmedsproglige kompetencer i spil i andre skolefag?  

Uanset hvilket billede man vil anskueliggøre den danske fremmedsprogsmisere med, så er situationen ret alvorlig og lad os her tage tysk som eksempel: Professionshøjskolerne har kun tre semestre til at dygtiggøre vordende tysklærere til undervisningen i grundskolen.  Det siger sig selv, at dårligere uddannede lærere vil have langt sværere at levere varen: den gode autentiske undervisning. De fleste elever må derfor forventes ikke at lære tysk godt nok og følgelig opfattes sproget blandt dem, som man desværre jævnligt hører, som ganske ubrugeligt Det er i den grad en ubekvem sandhed. 

I gymnasiet, forlyder det, må tysklærerne starte forfra, da eleverne angiveligt intet har lært i grundskolen. Mange elever i gymnasiet er i forvejen flygtet fra tysk og har valgt spansk i stedet. Men tre år med spansk kræver også blod, sved og tårer. Antallet af elever der vælger tre år med tysk (eller fransk) i gymnasiet er dalende. Resultatet er nærmest givet på forhånd: På universitetet må man starte forfra igen – vel at mærke de steder hvor tysk (og fransk) ikke allerede er afskaffet.

Uden den rette behandling vil kun engelsk overleve og er det mon den skjulte dagsorden? Den eneste rette medicin for tysk og andre fremmedsprog er en hurtig og massiv bistand til samtlige grene af sproglæringen. Det er ikke småpenge vi taler om. 100 millioner fordelt på fem år svarer til et lille fnug på finansloven og er slet ikke nok. Hvad med at tage fra de oprindeligt lovede skattelettelser? De svarer til prisen på en Storebæltsbro. En fremmedsprogstrategisk Storebæltsbro ville endda kunne bygges for blot en tiendedel heraf eller 2,3 milliarder kr. Det ville give det nødvendige løft fra det symbolske til en markering af historisk dimension.