Tysk og fransk i skolen

Blog

Tysk er et plus!

Det er et plus at kunne tysk. Med engelsk kommer man langt, men med tysk kommer man længere. I bloggen præsenteres materialet ”Deutsch ist ein Plus” produceret af Goetheinstituttet i København.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Jeg kunne nok godt fortryde, at jeg ikke havde gjort noget mere ud af at lære tysk, da jeg gik i gymnasiet. … Jeg kan jo se på de andre danske veninder, at de med deres tyskkundskaber fra gymnasiet har udviklet et virkelig godt tysk” udtaler Zille Sophie Bostinus på den video Goethe Instituttet i København har udgivet som inspirations- og informationsmateriale for faget tysk. Zille arbejder på 3. år som grafisk designer i Berlin. 

Tysk og fransk i skolen

På videoen fortæller 8 danskere i forskellige aldre og med forskellige baggrunde om deres forhold til Tyskland, det tyske sprog, og hvordan det har været en fordel for dem at lære tysk.

Åbne og ærlige beretninger, der bekræfter at engelsk ikke er nok og at ”Mit Englisch kommt man durch – mit Deutsch kommt man weiter”, som den danske ambassadør i Berlin, Per Poulsen-Hansen udtrykte det i Børsen i marts 2013.

Videoen vil med sit indhold kunne benyttes på forældremøder, hvor forældre og elever kan introduceres til faget.

Der er fremtidsmuligheder i at lære tysk, og det bør eleverne informeres om inden valgene til gymnasiet eller handelsskolens gymnasiale linjer. I 2005 fortsatte 68,9% af eleverne med tysk efter folkeskolen. Efter gymnasiereformen kunne man i 2011 fastslå, at procentdelen var faldet til 34%. Katastrofalt, når man tænker på erhvervslivets prioritet af elever, der kan tysk.

Tyskland er ikke kun Danmarks største handelspartner. Vort naboland er også et økonomisk og kulturelt centrum i Europa. 13.000 danskere har lejlighed i Berlin, hvor mange vælger at arbejde eller studere. Tyskland byder på spændende uddannelsesmuligheder, og det er muligt at tage et studie- eller praktikophold i landet. Har eleverne en gymnasial baggrund med tysk kompetence, kan faget være nøglen til det internationale arbejdsmarked og til kreative udfoldelsesmuligheder.

Til videoen er udgivet et hæfte med titlen ”Deutsch ist ein Plus”. Hæftet, der er med dansk tekst, giver baggrundsviden om, hvorfor det er en god ide at lære tysk  og underbygger således også videoens udsagn.

Det vil være helt oplagt at benytte video og hæftet til en præsentation i 9. klasse, før de vælger tysk i gymnasiet!

På hjemmesiden http://www.goethe.de/ins/dk/kop/lhr/wer/dip/deindex.htm gives der yderligere information om materialet. Det er også her muligt at se videoen online med mulighed for at præsentere den via den interaktive tavle.

”Deutsch ist ein Plus” er gratis og kan bestilles på spvo@goethe.org