Blog

Alt det vi lærte i det første praktikforløb

Tanker og forestillinger er konstant blevet vendt op og ned i ugevis – nu en evaluering

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: trendolizer.com

Tanker fra en lærerstuderende

Mit navn er Mille Frederiksen. Jeg er 22 år gammel, og er netop i gang med at uddanne mig til lærer på Professionshøjskolen Absalon i Trekroner. På denne blog vil jeg forsøge at italesætte de op- og nedture, man som lærerstuderende kan opleve – jeg har en masse på hjertet og vil rigtig gerne dele mine tanker omkring dét at gå i skole (som vi alle jo gør), og om hvad der følger med i udviklingen fra elev til lærer. Ikke mindst mine tanker om de fordomme og forventninger, der er til læreruddannelsen, og hvordan det i virkeligheden er. Jeg håber, I vil være med på en reflekterende rejse!

Som altid i alle livets øjeblikke, er tiden fløjet afsted, og vi har nu afsluttet vores fem ugers praktikforløb.

Vi er mættet, og det er ikke til at begribe, hvor hurtigt det hele pludselig skulle afrundes, færdiggøres og evalueres – især nu når vi var begyndt at lære eleverne at kende.

Allerede i første uge oplevede vi, at vi var tidspresset, og vi var nødt til at revurdere og omstrukturere vores forløb. Og kort tid efter kunne vi godt se, at vi nok havde været for ambitiøse, og sat alt for høje forventninger til hvad man kan nå, i forhold til hvordan virkeligheden forholder sig.

Der er ingen tvivl om, at alle de tilgange og teorier vi lærer på studiet, ærligt kun skal ses som vejledning eller en rettesnor – nærmere som noget man kan tage udgangspunkt i og afprøve, fremfor at stræbe efter, at alt faktisk kan lade sig gøre i praksis, ovenikøbet med garanti for, at det vil virke.

Virkeligheden er noget helt andet, end det vi havde forventet, men jeg påstår ikke, at det teoretiske grundlag er ubrugeligt eller unødvendigt – der er bare en masse elementer, som skal balanceres i praksis, og derfor er der ikke altid plads til at tage hensyn til f.eks. elevforudsætninger eller dialogisk undervisning.

Nogle gange er man bare nødt til at sige ”sådan er det”, og fastholde sin autoritet.

Autoritetsrollen er nemlig vigtig og den skal ikke forhandles. Det lyder måske langt ude, men forudsætningen for en god klasseledelse er autoritet, og forudsætningen for at kunne fastholde sin autoritet, er ved at have et solidt didaktisk grundlag. Det er så vigtigt, at læreren forstår sin rolle, og kan svæve et sted mellem menneskelig og professionel – lidt af hvert er godt, men for meget af noget er skidt.

Det handler altså om balance, men stadig med tiltro til nødvendigheden i at fastlægge forskellen på lærer- og elevrollen.

Jeg påstår slet ikke, at det er en ”kæft, trit og retning”-tankegang, men det er nødvendigt med disciplin i skolen, og som vores praktiklærer har lært os, så ja, vi ved da alle, at det kan være kedeligt at gå i skole og irriterende at andre skal ”bestemme” over en, men i stedet for at brokke sig, kan man vel ligeså godt acceptere det som det nu er, og se fordelene ved det.

Men derfor kræves der stadig noget af én – især med alle de mål der skal opnås – og det er dét, som eleverne kan have svært ved at forstå hvorfor samt meningen med det, når de egentlig ligeså godt kunne bruge deres tid på så meget andet.

Det er i virkeligheden den kendte ”man må yde for at kunne nyde” – men selvfølgelig har man stadig friheden til at vælge hvordan og hvor meget man vil yde, men skolen forsøger blot at give eleverne en forståelse for, hvordan tingene hænger sammen, og det kan siges så simpelt, og alligevel er det så komplekst, for vi alle er jo mennesker.

Vi påvirkes og udvikles af og med hinanden, vi samles om et fælles formål og forsøger at formidle, forstå og skabe mening i alt hvad vi gør og siger – og det er især forvirrende jo yngre man er.

Sådan som jeg nu har oplevet lærerrollen, kan man faktisk ofte få en følelse af, at man ikke bliver hørt eller anerkendes, og det kan være hårdt. Men det er bl.a. her vores praktiklærer har været den største støtte, og vi har indset, hvor stor betydning praktikskolen og praktiklæreren har haft for vores forløb.

Man kan jo godt sige ”det er hvad man gør det til”, og nok er det op til os som fremtidige lærer at gøre praktikforløbet fornøjeligt, men skolens atmosfære og støtte og omsorgen fra praktiklæreren har været med til at bære os igennem. Det er ikke til at begribe, alle de ting vi har drøftet, reflekteret over, debatteret og lært. Vi har vendt hver eneste observation, hver eneste tanke og spørgsmål medvores praktiklærer, som har støttet os hele vejen.

Vi har fået plads til at vise dem vi er, og hvilke læreridentiteter vi ville og kunne forme, og hvem vi ville være overfor eleverne – for hvorfor skulle de lige lytte til os? 

Nok var vi nervøse, anspændte og frygtede praktikken, og trods nogen sværere situationer undervejs – for eleverne kan altså også godt være kritiske og brokke sig –, har vi lært ubegribelig mange ting, som vi nu kan bruge fremadrettet.

Det er vist efterhånden ingen hemmelighed, at man gennem samtale og samarbejde kan opnå meget.

Og gennem det har jeg forstået, at det er jo skønne unge mennesker, der bare skal finde deres vej i livet. Og finde den røde tråd. 

Men der er ingen tvivl om, at man som lærer, skal være yderst begejsret for at tage stilling til og svare på alle mulige finurlige spørgsmål, som vedrører tingenes tilstand!