At vælge til og fra

Foto: adventistreview.org

Interesser er mangfoldige (heldigvis) – og vi finder engagement i forskellige livsværdier og livsveje – men jo ældre man bliver, desto mere handler det om selvstændigt at kunne afgøre og vide, hvad man er god til og hvad man ikke er så god til, for herefter prøve at forbedre sig i det, man kan og interesserer sig for.

I folkeskolen er man oftest forvildet, forblændet af drømme, tanker og ideer, hvilket alt sammen er med til at forme os til den vi er og bliver henad vejen. En naturlig sindstilstand, om man så må sige.

Det er ikke en ukendt debat, at folkeskoleelever har svært ved at vælge og begrunde deres vej; nogle følger flowet (hvilket ikke nødvendigvis er dårligt), andre vil ud og definere sig selv og omverdenen, mens en del mangler en oprigtig forståelse for og af hvad det vil sige at tage stilling til og vælge ens livsvej.

Desværre bliver der oftest kun lagt vægt på én vej, fordi det er som altid majoriteten, som kan styre slagets gang. Og det har jo både sine fordele og ulemper, men i den strid opstår der afvigelser i forhold til hvordan vi udformer vores liv, og man bliver usikker på, hvordan man vurderer, hvad der er rigtigt og forkert.

Men faktum er, at vi baserer vores valg på baggrund af andres udtalelser og erfaringer, og derudfra skal vi kunne mærke en god mavefornemmelse. Men hvad vil det sige at tage stilling til ens liv, og hvordan gør man det, hvem gør man det for og hvorfor?

Det handler om erkendelse; og det er et stort ord med flere betydninger. Selvfølgelig er man ikke i stand til som 15-årige at erkende livet og dets veje, og allerede kunne kategorisere sig indenfor en bestemt livsholdning. Det er evigt foranderligt. Men det er en vigtig kompetence og et livsvilkår at finde ud af, hvad, hvem, og hvor man tilhører. Og det er vores valg og erfaringer, der former os, for i sidste ende handler alt om praksis.

Da jeg gik i 8. klasse, drømte jeg om at læse til dyrelæge, senere hen drømte jeg om at læse antropologi og da jeg var udvekslingsstudent i Skotland, blev jeg nysgerrig på sprog og efter gymnasiet startede jeg med at studere engelsk på KU. Men der var alligevel noget, som ikke stemte overens.

Hvad var det så, der gjorde, at jeg skiftede mening og tog nogle andre valg undervejs? Hvorfor forfulgte jeg ikke min første indskydelse? Alt hvad jeg har foretaget mig, alt hvad jeg har kastet mig ud i, har ført mig til, hvor jeg er i dag, og mine interesser har udviklet sig eksponentielt med min færden. 

Derfor er det så vigtigt at kunne reflektere over sine valg, men det betyder ikke, at man absolut skal vide, hvad man vil, når man er en bestemt alder. For vi kan nemt overraske os selv; og med det sagt, så er det vigtigt at understrege, at de valg, vi foretager os, hvor vi er nødt til at vælge til og fra, og mærke efter, er midlertidige løsninger på søgen efter mening.

At vælge at studere og vælge uddannelse er blot ”et nyttigt redskab, der viser sin hensigtsmæssighed i praksis” [1], ligesom så mange andre livsveje, man kan vælge. Der er jo også mange, der ikke forstår, hvorfor det er nødvendigt med en uddannelse – og det er jo helt op til den enkelte, hvordan man former sit liv.

Fælles er, at vi har brug for fremdrift, nemlig ”hvordan kan jeg realisere det her?” og ”hvad er det jeg gerne vil realisere og hvorfor?”, hvilket tvinger os til tage stilling og beslutninger. 

Det er en konstant vekselvirkning mellem at ville,kunne og skulle og dertil faktisk at gøre det, og blive ved med at tro på ens grunde til at fortsætte.

Så hvordan kan jeg i dag som snart 24-årige vide, at jeg har valgt rigtigt i forhold til min uddannelse? I forhold til mine livsvalg og hvad jeg gerne vil realisere gennem den måde, jeg lever på? Har jeg en specifik idé om, hvad jeg gerne vil realisere? Nej. Jeg har idéer, tankestrømme og forestillinger, som er i konstant udvikling og helt og aldeles afhængig af min færden i verdenen, samstemte møder med andre mennesker, oplevelser og erfaringer.

Jeg er vokset meget med opgaven, og det vil jeg blive ved med at gøre.

For det er ikke farligt ikke at vide præcist, hvad man vil og hvorfor, ej heller farligt at forblive – jeg kan da stadig være i tvivl. Det er en så vigtig livslang udvikling at indgå i forskellige sammenhænge og vælge til og fra; nogle gange forstår man meningen og andre gange ikke. Og vi ved ikke helt præcist, hvad det er, vi søger, før vi står i det. 

Men én ting er sikkert og fælles for os alle: vi træffer nogle valg, som giver mening i momentet, mavefornemmelsen og usikkerheden er der, men vi kaster os ud i det. Og senere hen kan vi måske sætte ord på, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde. 

[1] https://denstoredanske.lex.dk/pragmatisme?utm_source=denstoredanske.dk&utm_medium=redirectFromGoogle&utm_campaign=DSDredirect