Bekymring: Når teoribrikkerne ikke passer

Foto: pexels.com

Som lærerstuderende på sjette semester har jeg efterhånden stiftet bekendtskab til mange diverse teoretiske aspekter, livs-, sprog-, læringsindgange o. lign. Alt sammen for at udvide min horisont, så jeg kan udforme og agere i min lærerrolle samt forstå kompleksiteten bag. Det er et spændende univers, som har givet mig en del stof – både personligt og fagligt – til eftertanke, og jeg anser selvfølgelig den teoretiske grundviden på læreruddannelsen som en nødvendighed; sommetider kan det bare være så svært at overskue og tilmed få en oprigtig følelse/oplevelse af, at det faktisk virker og er udbytterigt i praksis. For det gør og er det ikke altid, og hvad så?

På læreruddannelsen bliver der jo gjort meget ud af at skabe et sikkert fundament med pædagogiske, didaktiske, politiske, specialpædagogiske, eksistentielle m.fl. elementer, for bl.a. at blive bevidst om og afklare hvorfor vi gør, som vi gør og hvad er det vi gerne vil give videre. Og derfor er der netop denne vigtighed i at kunne koble teori med praksis, så vi er i stand til at kunne begrunde, reflektere og tilpasse; men det er ikke alle brikker, der nødvendigvis altid passer med virkeligheden.

Nogle studerende kommer ind med en del praksiserfaring, fordi de har haft eller stadigt har vikarjob el.lign., så derfor foregår koblingen omvendt – om man så må sige. Andre studerende har ingen praksiserfaring og ingen tilknytning til skolens daglige liv, hvorfor lærergerningen bliver fortalt og opfattet gennem teorierne. Det er en generel observation; altså de, som har oplevet praksis først, har en mere naturlig overgang i forståelsen af lærerrollen, fordi de mønstre og teknikker, som vi oplæres i, har været naturlige handlinger for dem og nu kan de blot begrebsliggøre det. Dette er fremfor at studere en teori, som man så skal forsøge at omsætte til praksis – det er jo ikke som udgangspunkt styret af autenticitet eller intuition.  

Hvis man er en af de studerende, der netop ingen praksiserfaring har forinden tanken fyldes med teorier, så kan det ofte være svært ikke at være for opmærksom på ens adfærd, begrebskasserne, og de akademiske formål, så forventningerne og kravene stiger ind til hovedet, og derfor svært at adskille ens egne forestillinger/ambitioner med de formelle.

Med det sagt, så er hverken det ene eller det andet mere rigtig eller forkert; der er som altid bare noget der virker bedre i praksis og selvfølgelig er der en absolut nødvendighed i læreruddannelsens fokus på den teoretiske tilgang (uanset ens forudsætninger), da det forenklet sagt handler om, at man som lærerstuderende bliver undervist i at have et metablik over skolen og derved gjort opmærksom på alle dens elementer og facetter, som den end må rumme.

Men derfor savner jeg stadigt en større tilknytning til praksis.

Jeg er jo netop nået til et punkt i min uddannelse, hvor jeg har svært ved at blive ved med at fylde på min teoretiske hjernehalvdel. Jeg mangler praksisoplevelser og en bekræftelse af, at teorien ikke er en forudsætning for at blive en god lærer. Gennem teoriarbejdet er der et konstant indadvendt syn på ens persona og handlinger, hvorfor det er nødvendigt at brikkerne passer sammen, så man opleves som en velfungerende helhed. Det kan virke demotiverende, for man spørgere sig selv, hvad jeg gjorde jeg (nu) galt? Jeg gjorde alt, hvad der stod foreskrevet, men det virkede ikke optimalt alligevel – hvorfor? Det er selvfølgelig en spændende proces, men det er lige så vel ansporende og særdeles udmattende i længden, fordi teorien foreskriver den effektive undervisning og den gode lærerrolle, men i praksis føles og opleves det anderledes.

Har man så fejlet, hvis ikke man kan omsætte teorien fuldstændigt til praksis og/eller nødvendigvis kunne forklare alt med teoretiske briller? Eller er det også okay at være styret af antagelser på baggrund af kontekst og oplevelser?