Et samfund i krise i en digital tidsalder

Foto: morgenbladet.no

Tænk sig, hvis ALT var digitaliseret. Hvis vi aldrig mødtes – face2face – og blot levede i vores egen digitale sfære. Det gør vi jo allerede på mange områder (og jovist, det har sine fordele), men hvor det normalt handler om at være mange steder på én og samme tid, handler det nu om at samle alle steder på én platform.

Der er i de seneste uger strømmet ind med mails, opdateringer, breaking-news, beskeder blandt venner/familie, opslag, nye tiltag og ikke mindst pressemeddelser og møder. Hvordan kan man forholde sig til alt den info, den kontinuerlige nyhedsstrøm, der popper op fra højre og venstre, oppe- og nedefra, når man samtidig – i sit fysiske liv – skal reagere og handle?

Om noget, bør man naturligvis anerkende, hvilken effekt og indflydelse de digitale platforme har for vores viden og oplysning. Men det har også den risiko, at 1) nogen falder fra og 2) vi kun er handlingsaktive gennem en digital boble. Med det sagt, har det danske samfund været exceptionelle gode til at oplyse og været bevidste om hvordan de når ud til bestemte målgrupper, og det har været afgørende for corona-situationens udvikling. Men når det kommer til at gøre tanke til handling, er jeg ikke sikker på, om vi – aktive borgere af et digital- og vidensamfund – kan administrere det.

Nogle vil måske sige at i denne tid, er det nu for alvor de unges tur til at vise deres position som digitale indfødte – men det er jo bare ikke helt en selvfølge, vel?

I den danske folkeskole operer man med begrebet ”digital dannelse”, og kort fortalt omhandler det læringen i at kunne udtrykke sig, forholde sig kritisk, refleksivt og selvtænkende samt at vide hvad det betyder at være en del af kommunikativt kredsløb. Det skal siges, at der findes meget materiale vedrørende digitale dannelse, men lad det være ved det nu. Som lærerstuderende er jeg naturligvis også digital aktiv det meste af døgnets timer – for ellers kan jeg jo ikke følge med. Og vi skal ellers føle os ret privilegeret i forhold til hvordan vi principielt kan overføre vores faktiske og fysiske liv til et usynligt univers, hvor alt stadig foregår interaktivt, men uden nødvendigheden i fysiske relationer; det giver os uanede af muligheder for oplysning, meningsudveksling og viden.

Men de fleste af os har nok i forvejen stiftet bekendtskab med hvordan det digitale liv, især for de unge, påvirker dem psykisk og mentalt – det er således blevet kaldt for ”ensomhedens tidsalder” (Jyllands-Posten). Og det tror jeg vist, vi alle sammen kan blive enige om nu, ikke? Den digitale livsførelse har hjulpet os godt på vej i denne krise indtil videre, men hvordan kan vi administrere det? Hvordan kan vi skelne mellem den alvorlige faktiske virkelighed – et samfund i krise – og livet på internettet?

Jeg ser tendenser på nettet, som ærligt forskrækker mig – en del (især de unge) forsøger at udlede det ’grinagtige’ ved den her situation, hvilket efter egen overbevisning kan medføre til mangel på handling. Folk håner og behandler hinanden på måder, som de slet ikke ville gøre i virkeligheden, især under kriseramte situationer. Med det sagt, er der også plads til hyldest og taknemmelighed.

Pointen er, at vores digitale livsførelse ikke bare er digital, den forankrer sig i hvert aspekt af vores liv – og vores samfund kunne ikke have været foruden denne instans, men ved tidsløse og ansigtsløse relationer mister man altså mange af de værdier, der findes i skolens og arbejdslivets virkelighed.

Nu sidder jeg her det meste af døgnets timer og læser og læser og læser. Men er der ikke andre end mig, der kan mærke, at det er svært at finde mening i hvad jeg gør, når jeg rodfæstet stirrer ind i en skærm som en del af det hele, men afskåret fra alle omkring mig?

Som lærerstuderende, finder jeg det yderst svært kun at forholde mig til mig selv, – jeg udvikles med og af mennesker, og at skulle forholde sig til den ene notifikation efter den anden i stedet for at kunne bruge sine taleevner, frustrerer mig. Der er pres på den digitale disciplinering, især for eleverne.

Kæmpe respekt og tak til alle de lærer, der lige nu sidder og kæmper – det er et kæmpe priviligium at jeg stadig er i stand til fortsat at studere.

Det er svært at administrere sin tid og leve digitalt; det er ensomhed i travlhed, for kommunikationen og generelt livet over nettet mangler netop essensen fra skolelivet: det sociale samspil og det faktiske, foranderlige og momentane liv. 

Pas på hinanden. Især også efter stormen har lagt sig.