Praktik i relationens og observationens tegn

Foto: pexels.com

Vi sidder her endnu – (u)heldigvis. Der er ingen tvivl om, at livet har sat farten op. De seneste fem uger har jeg været i fjernpraktik på Havdrup Skole, der intet mindre har ydet den største støtte og opbakning undervejs; de har budt os varmt indenfor samt fulgt os helt til døren med respekt og anerkendelse; men nu falder jeg tilbage i min fuldtidsrolle som studerende.

Man kunne godt tro, at man føler, at der bliver krævet meget mere end fuldtidsarbejde for os lærerstuderende; i praktikken agerer vi både som lærere og studerende. For mens vi har planlagt og udført undervisning i forskellige klasser, har vi skullet udfylde og aflevere portfolio, deltage i forskellige vejledninger, der har hjulpet os med at fasteholde vores refleksioner og tage stilling til praktikeksamen og opgaveskrivning. På den måde har vi haft forskellige roller (synes jeg), og fjernundervisningen har blot tilføjet en ekstra dimension i kompetencerne; netop istandsættelse af relationer på afstand.

Man ved i forvejen ikke noget med sikkerhed efter blot fem ugers praksis, og afstanden har gjort det endnu sværere at tyde og agere, men ikke desto mindre har der vist sig et tydeligt mønster: vi (alle) har svært ved at navigere i de nye digitale relationer.

Sammen har vi forsøgt at konstruere og revidere definitionen på et virtuelt klasseværelse, og fordi jeg selv heller ikke har prøvet at lede fjernundervisning før, og derfor ikke havde en vis forestilling om, hvordan det ville være, så må jeg nok erkende, at jeg har famlet rundt i blinde.

Jeg har dog lænet mig op ad observationens kunst; jeg har forsøgt at tage denne praktik som en mulighed for at undersøge og forstå hvorfor fjernundervisning kan virke så modstridende for de fleste af os, når læring egentlig kan være relativ uafhængig og ikke nødvendigvis behøver et fysisk rum. Om jeg har fundet et endegyldigt svar, er og forbliver uvist, men jeg har lært meget trods omstændighederne.

Denne kontinuerlige observation og evaluering af egen fjernundervisning har betydet, at jeg har kunnet adskille de tre kompetenceområder langt tydeligere end ellers. Fjernundervisning muliggør altså mere detaljeret og fokuseret observationsmetoder, fordi man har et større overblik og ikke nær så mange forstyrrelser eller begrænsninger, som i det fysiske klasseværelse. Jeg har f.eks. kunnet sidde med min notesblok ved siden af mig hele tiden, og notere hver gang, at jeg har haft en tanke, idé eller blot en iagttagelse, som jeg så senere ville eller kunne bruge til videre planlægning og justering af det faglige og sociale indhold.

Jeg har tilmed løbende haft en særdeles god dialog med min praktiklærer, og det har været rart at blive bekræftet i, hvor hårdt det er at opbygge relationer online og derved begrænset, hvor meget eleverne har mulighed for at deltage eller være interesseret for online-skole.

Undervejs har der været opfølgning og vejledning fra Havdrup Skole, hvor flere lærere har delt deres bekymringer og frustrationer, erfaringer og idéer, men med en helt klar intention om at prøve at finde en samhørighed og løsning sammen.

Det har ligeledes været beundringsværdigt, hvordan Havdrup Skole har omstillet sig til denne online undervisning, og hvilke tanker, indsats og mængden af omsorg der investeres. Det er selvfølgelig et udtryk for vigtigheden i samarbejde, forståelse og meningsudveksling. Kæmpe respekt for det fantastiske sikkerhedsnetværk, der er blevet etableret og de hårdtarbejdende lærere, der gløder af reel interesse for at hjælpe, støtte og vejlede både fagligt og socialt.

Mine erfaringer siger mig altså, at der er altså tale om nødvendigheden i at blive oplært og have viden om ”digital relationskompetence" [2] – for os alle sammen.

Foruden relation fungerede det bare ikke, på trods af, at jeg afprøvede mange forskellige ting og indsatser. Det, der var størst genvist med, var da jeg bagte pandekager med 8. klasse (naturligvis på tysk), og herefter var det som om, at vi havde fået etableret noget relation og fundament, så de gradvist deltog mere og mere i undervisningen.

Og selvom der er lavet diverse modeller, stilladsering og værktøjer til at opbygge disse digitale relationer, er det er en kunst at forme/skabe noget, der alligevel er dybt afhængigt af samspil – og ikke kun ledelse. Med det sagt; hvordan kan der lyttes på en sådan måde, at andre har lyst til at tale, og tales på en sådan måde, at andre har lyst til at lytte? 

[1] Citat af Stephen Littlejohn

[2] https://www.folkeskolen.dk/1842106/digital-relationskompetence--hvordan-goer-vi