Rollen som den digitale elev

Foto: washingtonpost.com

Hold da op – tiden flyver afsted, når man lever et digitalt liv. Jeg har hverken styr på tid eller dage længere, for jeg skal hele tiden forholde mig til ALT hvad der foregår digitalt samt alle de informationer og meddelelser, der konstant strømmer ind.

Tænk sig, at én mail har magten til at ændre ens dagligdag. Jovist, sådan var det nogenlunde også forinden Coronakrisen, men i knap tre måneder har jeg været isoleret – jeg har været fuldstændig og aldeles afhængig af min computer og min mobil, for at få de nødvendige opdateringer omkring mit studie, og om hvordan jeg i det hele taget skal leve og færdes. Med det sagt har mit studie klaret det til UG – jeg har modtaget alle nødvendige meldinger med det samme, og de har udvist støtte, omsorg og tålmodighed.

At studere digitalt er dagligdag for nogen i forvejen, men for mig har det virkelig været en omvæltning – trods at jeg normalt anser mig selv som en selvstændig og disciplinær studerende.

Et digitalt studie kræver megen tillid til egne evner, metoder og teknikker i forhold til prioritering og tilrettelæggelse, og jeg har brugt så ufatteligt meget energi på at omstille mig, og de første mange uger har det været håbløst.

Jeg har godt kunne mærke en mangel på selv at skulle tage initiativ, selvom dette burde være det mest naturlige, når man ikke kan finde sig til rette i situationen og mangler hjælp fra andre. Men at søge hjælp via en mail eller et Zoommøde er ikke just det samme som at stå ansigt-til-ansigt med sin lærer eller vejleder. Det har samtidig føltes mere personligt, især når jeg har skulle fremmøde til en undervisning via Zoom – jovist, det har fungeret perfekt, og det er fantastisk at det hele alligevel kan lade sig gøre digitalt – men jeg har inviteret klassen og undervisningen ind i min private sfære, og det har medført, at jeg simpelthen ikke har steder i min lille lejlighed hvor jeg kan koble fra længere.

Jeg har tilegnet mig en åndssvag døgnrytme, og ikke kunnet tilrettelægge hvornår jeg var i skole, og hvornår jeg var hjemme, selvom det jo ville være naturligt at følge den normale undervisningstid, men det kan bare ikke helt lade sig gøre, når man skal sidde mutters alene ved sit skrivebord med et stift blik og en ret ryg i flere timer (hvis altså der ikke er planlagt Zoommøde og man skal læse op og/eller lave opgaver).

Man bliver rastløs og irriteret. Så går man ud i køkkenet for at tage et glas vand, så får man kigget på sin altankasse med de livlige stedmoderblomster, og beslutter sig for, at de nok lige skal nippes, for derefter at begynde vande samtlige planter og plante om.

Måske har jeg rygrad som en regnorm, men alligevel synes jeg, at det er naturligt at anerkende, hvor vigtige vi er her for hinanden, især når det kommer til at forstå mening og formål. Og dette er i forvejen en kerneværdi i den danske folkeskole, der skal danne rammerne for lysten til at lære, oplevelse, fordybelse og virkelyst (Folkeskolens formålsparagraf, § 1).

Jeg (og de fleste af os) er netop vant til at indgå i faglige og sociale samspil, hvor vi udveksler tanker, idéer og bekymringer. På mit studie er vi tildeles herre over egen indsats, men det er som altid læreren, der danner og konstituerer de nødvendige rammer for at disse læringssamspil overhovedet kan finde sted.

Omstændighederne har krævet at jeg selv skulle danne mine egne rammer og eget læringsmiljø. Hvor læringsmiljøer oftest omhandler at tilskynde og fremhæve det positive, har min arbejdstilgang nærmere handlet om to-donts end to-dos. Du må ikke holde mere end 10 minutters pause ellers mister du fokus, du må ikke lade dig distrahere af sociale medier el.lign., du må ikke!

Det har krævet en særlig disciplin at adskille hjemmet og skolen, nu når al studie har fundet sted på min computer, som har skuet til mig hver gang jeg er gået forbi den, og givet mig dårlig samvittighed. Dette ville naturligvis også forekomme ved den fysiske undervisning, men denne gang har jeg ikke haft nogen at relatere til i momentet.

Og jeg kan forstille mig, at det har været ligeså svært – hvis ikke sværere – for alle folkeskoleeleverne, som i den grad er afhængige af at kunne forhandle og forstå meningen ved at være tilstede i klasseværelset og modtage undervisning.

Nu er Danmark så småt ved at åbne igen, og vi aner en fornemmelse af en genkendelig hverdag.

Vi alle må tilpasse os på hver vores måde med hver vores udfordringer, når kriser som disse tvinger os ud i forandring. Og det har da naturligvis også medført noget positivt, netop vigtigheden i at kunne tilpasse sig og dermed få bevidsthed om, hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer, men særligt også hvor altafgørende menneskeligt samspil (igen) viser sig at være.

Jeg kan samtidigt også se det væsentligt for den digitale dimension i folkeskolen, for eleverne har ikke andet end at kunne forholde sig til det digitale univers, hvorfor det netop nu er relevant at snakke om dét at begå sig og leve digitalt. Mange unge har netop følt sig isoleret og fortvivlet over ikke at kunne være social i relativt lang tid, og nu er de fleste tilbage i klasserne; glædeligt forenet med deres klassekammerater og lærere, mens rollen som den digitale elev lægges bag os eller . . .?