Pædagogik på kanten
Blog
Skolen er håbet midt i elendigheden
P-tech skole i New York viser vejen ud af fattigdom og nedtur og skaffer de unge gode job, som forældrene aldrig kan få.
Newburgh er en af de mest belastede byer i staten New York. Den ligger ca 50 km nord for New York City og har usædvanlig meget arbejdsløshed, kriminalitet og stofmisbrug. Sidste weekend blev to skolepiger myrdet og adskillige såret til et Haloween party. "Det sker hver eneste måned her" sagde taxachaufføren og lagde skylden på mexicanske narkobander. Den etniske fordeling i byen er 50% Hispanics (fx mexicanere og puerto-ricanere), 35% sorte amerikanere og 15 % hvide og asiater. På P-tech skolen i byen, som jeg besøgte i dag, er der samme elevfordeling. Skolen forsøger at give byens unge et alternativ til arbejdsløshed, kriminalitet og narko: god uddannelse, der sikrer efterspurgte kompetencer og vellønnede job indenfor fx IT og teknologi.
Som tidligere nævnt er der tale om en banebrydende ny konstruktion, der slår folkeskolens overbygning, erhvervsuddannelse og videregående uddannelse sammen i ét kompetencegivende forløb. Den første P-tech skole i USA så dagens lys for 4 år siden i New York, i Brooklyn.
Obama holdt tale på skolen i oktober 2013 og sagde bl.a.: "This country should be doing everything it can to give more kids the chance to go to schools like this". I Newburgh fulgte man trop og har lavet et tilsvarende skole, hvor man nu har et par klasser, der er nået til 3. år i uddannelsen. Optagelsen sker på grundlag af lodtrækning blandt de mange ansøgere og følges op af samtaler. "I optager altså ikke de fagligt dygtigste" spurgte jeg en af lærerne. "Nej, men det bliver de, når de går her" svarede han. I øvrigt er skolen ikke optaget af karakterer, prøver og test. I stedet lægger man vægt på at opbygge gode relationer i klassen, på at få lærere har eleverne i mange timer og følger dem gennem lang tid, på problem- og elevcentreret undervisning, projektarbejde og erhvervspraktik. Fagene omfatter traditionelle som engelsk og matematik og særlige for P-tech som programmering, cybersikkerhed og robotteknologi.
Alle de elever jeg talte med var godt klar over at det her var en enestående chance for dem - for at blive løftet ud af den sump af problemer som mange kommer fra. Sumpen beskrev en elev sådan her: "Boy do my family have problems"