Længe leve inklusionen!

Danske politikere underskrev i 1994 Salamanca-erklæringen, hvor vi blandt andet kan læse: 

”De, der har særlige uddannelsesmæssige behov, skal have adgang til almindelige skoler,som skal være i stand til at imødekomme deres behov ved at anvende en pædagogik, der er centreret omkring det enkelte barn”

Salamanca-erklæringen er en smuk erklæring, der styrker fællesskabet og modvirker diskriminering i folkeskolen. Den er værd at kæmpe for.

Mikkel sidder på skødet af Monica, de pjatter og kysser i frikvarteret. Anders og Silas driller dem kærligt, slår med en vandflaske, og snakker om den lokale håndboldkamp, hvor hjemmeholdet vandt i går. 

Anders er sent udredt og startede hos os i 7.klasse. At få en autismediagnose som 13 årig, kan være svært, når man er på vej ind i teenagealderen og ikke ønsker, at skille sig ud. Noah fik autismediagnosen tidligere, og udviklede angst, da teenageårene mødte ham. Han vidste, at han følte, tænkte, talte og handlede anderledes end andre unge, men han vidste ikke hvorfor og hvordan. Begge drenge går nu i 9.klasse og forbereder sig til afgangsprøven. 

Anders følger flere fag i den almene 9.klasse på skolen. Han trives i et almindeligt skolemiljø. Han kopierer og blender ind, med de andre unge på skolen. I de naturfaglige fag, bliver det vanskeligt for Anders, derfor undervises han i klassen for unge med autisme i disse fag. Anders har udviklet et socialt og fagligt tilhørsforhold til almenklassen, og et fagligt tilhørsforhold til klassen for unge med autisme. 

Noah går målrettet op til sin klasse. Med hovedet sænket mellem de optrukne skuldre, kigger han ned i gulvet. Inde i klassen kigger han op, smiler og siger godmorgen. Noah undervises kun i klassen for unge med autisme. Han trives i samværet med andre, der også har en autismediagnose. Her er ord ofte unødvendige, en umiddelbar forståelse, præger samværet, og han slapper af. Samværet med kammeraterne i pauserne består af e-sport og samtaler på engelsk. Hans angst kommer ikke til udtryk i klassen. 

Begge drenge går i en almindelig folkeskole, hvor der både er klasser for børn med autisme og almene klasser. Eleverne er inkluderet i det omfang, hvor det giver mening, for det enkelte barn. Det giver mening for Anders, at være sammen med almene unge. Det giver mening for Noah, at være sammen med andre unge, der har autisme. Begge er glade for at gå i skole. De udvikler sig både fagligt og socialt. De deltager i skolens liv, og oplever, at inklusion er, at kunne være den man er, i et fællesskab med andre.

Det er skrækkeligt, at læse de indlæg, hvor inklusionen mislykkes. Børn der slår. Pædagoger og lærere, der bliver slået. Voksne og børn, der oplever afmagt med skolevægring og sygemeldinger til følge. 

Når politikerne skærper reglerne og øger kravene, således at færre og færre elever, passer ind i den almindelig folkeskole, så reagerer de svageste elever voldsomt. Når børn med særlige behov skal inkluderes i folkeskolen, skal den være fleksibel og tage individuelle hensyn. 

Politikerne bør stilles til ansvar, når inklusionen mislykkes. De havde gode intensioner, da de skrev under på Salamanca-erklæringen, men løb fra ansvaret, da de opdagede, at den inkluderende folkeskole koster penge.