Afgangseksamen i en uvis tid

Er det indsatsen værd at gennemføre de mundtlige afgangsprøver i den nuværende situation?

Min holdning er: Nej.

Vi - hele landets befolkning - er i en situation uden sidestykke. Vi har ingen vished for omfanget og varigheden. Når skolerne åbner igen, vil covid-19 fortsat være en uberegnelig faktor, som kan vælte prognoser og planer og gradvise “lockup’er” uden varsel.

Nød- og fjernundervisningen har budt på mange nye erfaringer for elever og lærere - for slet ikke at nævne forældrene.

En af mange røde tråde i udsagn fra lærere landet over er oplevelsen af den sociale slagsides tydelighed og det faktum, at særligt de svageste og mest sårbare elever sakker bagud.

• Visse elever er langt sværere for os at komme i kontakt med end andre.
• Elever med udfordringer mangler og savner strukturen, den individuelle guidning, øjenkontakten, opmærksomheden.
• Tosprogede, der ikke er stærke i dansk, misforstår skriftlige instrukser og modtager ikke den helt basale, daglige dosis dansk i samtale med deres jævnaldrende.
• Socialt udfordrede familier kommer ikke på Aula, Meebook etc. og går dermed glip af væsentlige informationer.
• Elever med angst har det svært i en uforudsigelig og bekymrende tid.
• Pligtopfyldende slidere bruger oceaner af tid på udførelsen af selv små opgaver. “Timen” slutter ikke, og i fraværet af lærerens beroligende og/eller formanende opfordring til at lægge arbejdet væk og holde fri, pålægger disse unge sig selv det grænseløse arbejde.

Selv om vi gør en stor indsats for at støtte og hjælpe disse elever - mens vi “losser” lidt til de regulært dovne og roser de tilpas aktive - kan vi på ingen måde råde bod på det læringstab og de mange usikkerhedsmomenter, som situationen medfører. 

Et af disse usikkerhedsmomenter er netop afgangsprøverne. Herunder ikke mindst forberedelse, vejledning, gentagelser af de praktiske informationer, vi givetvis alle har formidlet gentagne gange i årets løb, men som erfaringsvis skal gives igen og igen. Og dertil elevernes - og tilsyneladende også forældres, politikeres og mediers - forestilling om, at disse prøver får afgørende indflydelse på de unges fremtid og med djævlens vold og magt skal gennemføres.

Vi ved jo godt, det ikke forholder sig sådan. At verden ikke vælter, og at en årgang ikke tabes på gulvet, såfremt de mundtlige prøver erstattes af årskarakterer.

Jeg oplever det som fjollet og proportionsforvrængende at have brugt tid og kræfter nu på at udfærdige tekstopgivelser og forberede fordybelsesområder, prøvespørgsmål etc. i dansk, engelsk, kristendomskundskab - sidstnævnte endda kun for det tilfældes skyld, at én af klasserne får faget udtrukket - mens jeg burde have haft mit fulde fokus dels på selve fjernundervisningen, dels og i særdeleshed på at bære de elever, der har allerstørst behov herfor, igennem en svær og uvis periode, hvor der er vendt op og ned på alt.

Enkelte lærere hævder, at vi er nødt til at fastholde prøverne som motivationsfaktor for eleverne, når og hvis skolen åbner for dem igen. Ærligt talt: Jeg kommer aldrig til at tilslutte mig opfattelsen af prøver, test og karakterer som disciplineringsmiddel. Under de aktuelle omstændigheder vil det være at skyde gråspurve med kanoner - eller spredehagl.

En del argumenterer med, at det i ‘13 lykkedes at gennemføre prøverne på trods af den forudgående lockout. Det er korrekt. I mine øjne er succeskriteriet blot ikke, hvad det kan lade sig gøre at gennemføre, men hvad det giver mening at gennemføre. Særligt, når en yderst væsentlig forskel på lockout og lockdown er, at ingen, heller ikke Søren eller Mette, kan afslutte en lockdown med en garanti for, at det ikke bliver nødvendigt at genoptage den om føje tid.

Vi opererer for indeværende med en Plan A, Plan B, Plan C - og ingen aner, om det kan ende med en Plan Q, hvis ikke den rimeligste og sikreste løsning vælges. Og vælges snart, tak.