Astra-bloggen
Blog
De første 164 er driblet i mål
“Prøven er MEGET bedre end den gamle prøve, og det, eleverne fortæller om, er MEGET MERE spændende!”
Der er brug for versaler og store armbevægelser, når Arne skal udtrykke sin erfaring med den fælles prøve i fysik/kemi, biologi og geografi i forrige uge. Og det er ikke fordi, Arne ellers var én af de fællesfaglighedsfrelste. Tværtimod har han været noget skeptisk - og bl.a. bekymret for, om det faglige drukner. Men den måde, eleverne har arbejdet med at belyse deres problemstillinger på, har gjort, at det faglige indhold blev sat ind i en relevant sammenhæng. Og det har været godt, for “alt det med ioner og syre/baser er så kedeligt - jeg har jo set det samme siden ‘85,” som Arne udtrykker det.
Pionerernes erfaringer skal bringes i spil
Arne er fysik/kemilærer på én af de 164 skoler, der frivilligt har gennemført den fælles prøve i det skoleår, der netop er afsluttet. Indsatsen kan med rette kaldes pionerarbejde, for der har været mange nye fælles veje, der har skullet findes. Arbejdet giver anledning til en række opmærksomhedspunkter:
- At opgivelserne til prøven skal organiseres tværfagligt - dvs. fokusområde for fokusområde og ikke fag for fag. Og at opgivelserne skal vise, hvilke målpar fra Fælles Mål, de fællesfaglige forløb bygger på. Det er værd at have fokus på allerede, når den fællesfaglige undervisning planlægges og gennemføres. For er man skarp på, hvilke mål forløbet bygger på, er det bare at overføre dem til opgivelserne, når tid kommer.
- At problemstillinger og arbejdsspørgsmål skal være styrende for elevernes undersøgende, modellerende og perspektiverende arbejde modsat bare at være “klistret på.” Det gælder til prøven, og derfor er det også noget, der skal læres i undervisningen frem mod prøven.
- At de uddybende spørgsmål, som de eksaminerende naturfagslærere på forhånd har formuleret, skal bruges taktisk til at få eleverne til at vise både bredde og dybde i deres naturfaglige kompetence. Derfor kan der kan være brug for, at lærere og censor holder små taktikmøder undervejs i prøven.
Og der er meget mere, erfaringerne viser. I Astra indsamler vi disse erfaringer, så pionerernes arbejde kan komme naturfagsteam og elever på resten af landets skoler til gavn.
Sæt det stærkeste hold
Alle naturfagsteam i Danmark sidder med den samme opgave foran sig: At samarbejde om den fælles prøve i naturfagene og ikke mindst den fælles undervisning frem mod prøven. Kun de færreste biologi- og geografilærere har prøvet at føre til mundtlig prøve i et naturfag, men på alle skoler sidder lærere med erfaring i at eksaminere praktisk/mundtligt i et naturfag: Nemlig fysik/kemilærerene.
Nu gælder det om at sætte det stærkeste hold, der er sammensat, så det kvalificerer hele fagteamets arbejde. Hvis man ikke allerede har været det, er det på høje tid at gå i dialog med skoleledelsen om, hvordan flest muligt af skolens naturfagslærere får erfaring med den fælles prøve hurtigst muligt. Og både opgaven som eksaminator og som censor kan give erfaringer.
Giv det stærkeste hold mulighed for at træne
Men inden det overhovedet kommer så langt som til selve prøven, er der et helt skoleår, hvor naturfagsteamet skal have undervisningen på vej mod prøven til at spille. Og som med al holdsport skal der tid til at træne, udvikle taktik og finde fælles spillestil. Ingen kan trylle med tiden, men måske kan der tænkes kreativt: Hvad med at naturfagslærerne sidder sammen på motionsdagen eller klippe-klistre-dagen, mens kollegerne fra de andre fag tager tjansen? Så kan de andre lærere sidde sammen, mens naturfagsteamet afholder naturfagsdage med eleverne, fx når et fællefagligt forløb opstartes.
Lær af de første erfaringer
Hvordan lød elevernes problemstillinger? Hvordan blev de vejledt? Hvordan så de uddybende spørgsmål ud helt konkret? Der er tusind ting, der kan læres fra de første 164 skolers erfaringer. Hvis jeres fagteam vil have inspiration til arbejdet, er der flere ting at gøre:
- Få overblik over de skoler, der allerede har erfaringer med prøven, og som gerne vil dele ud af dem, på Astras NTSnet.dk - listen kommer lige efter sommerferien og udbygges løbende.
- Kontakt kommunens naturfagskoordinator om kommunale tiltag, som støtter op om den fælles undervisning på vej mod den fælles prøve. Fx et lokalt arrangement med den fælles prøve som omdrejningspunkt.
- Tilmeld fagteamet Astras regionale temadage Fælles undervisning frem mod fælles prøve, som finder sted i løbet af august-september: I region Sjælland, Midtjylland, Nordjylland, Syd og Hovedstaden.
- Bliv Klog på Naturfag om den fælles prøve ved hjælp af de gratis opkvalificeringsforløb, der guider fagteamet gennem præsentationer, film og refleksionsøvelser om den fælles undervisning og prøve i naturfagene.
Holdindsats
“Der er SÅ MEGET, man skal være opmærksom på,” sprudler Arne “MAN KAN IKKE BARE UNDERVISE HVER FOR SIG MERE! Man er nødt til at planlægge det sammen, og man er også nødt til at gennemføre det sammen, ellers giver det SIMPELTHEN IKKE MENING!”
God sommer fra Astra.
P.S. Arne hedder ikke Arne - men hans historie er rigtig nok.