Da læreren blev folketingskandidat

Ved dette folketingsvalg stillede jeg op som folketingskandidat for Alternativet. Mine elever i 3.a vidste, at når valget blev udskrevet ville jeg få orlov. Vi talte selvfølgelig meget om politik inden og børnene fik lov at have min ene valgplakat stående i klassen til fri afbenyttelse. Men alligevel. Hvordan mon det ville gå mens jeg var væk? Ville vikarerne kunne få ørenlyd?

Jeg blev positivt overrasket.

Da jeg kom tilbage i klassen havde børnene gemt 5 karameller til mig fra karameldagen – det siger mere end 1000 ord. En vikar havde sat et A3-papir op i klassen, hvorpå der stod: ”3.A er skolens bedste klasse”. Jeg drog et lettelsens suk.

Men der var sket mere end det. Da vi begyndte at tale om, hvordan de fire uger var forløbet, gik det op for mig, at det ikke kun var mig, der havde lært en hulens bunke. Børnene strøede om sig med alle partiernes bogstaver. De brugte ordet ”demokrati” i flæng og spurgte, om det nu kunne være rigtigt, at Kristendemokraterne ikke gik ind for abort. Nogle fortalte, at deres forældre havde set mg i fjernsynet – danse til valgfesten. Nogle fortalte, at de nu vidste mere om politik end deres forældre. Kækt. Der var blevet talt masser af politik hjemme. 

Senere på dagen fortalte min kollega, hvordan snakken om politik og valg var gået i morgenåbningen de fire uger. Det var ikke kun mine elever i 3. klasse, der havde interesseret sig for det. Flere elever kom hen til mig i skolegården for at tjekke op på situationen. Blandt andet en lille pige fra 1. klasse:

- Kom du ind i folketinget?

- Nej, desværre. Men jeg fik 368 stemmer. Det er jeg glad for.

- Hvordan gør man?

- Jo, hvis nu vi stillede 10 forskellige hold af børn op her i skolegården, som alle sammen syntes, de havde det bedste forslag til, hvordan vi kunne gøre skolen bedre, så ville de prøve at overbevise resten af skolens elever om, at de havde ret. Så kunne de lave alle mulige sjove aktiviteter for at få nogle til at stemme på dem. Til sidst ville vi vælge dem, vi syntes, havde de bedste forslag.

- Hmm…

- Synes du det lyder sjovt? Kunne du godt tænke dig at prøve?

- Ja!

- Du kan starte med at melde dig ind i elevrådet.

- Ok! Sådan.

Og så løb hun videre med sin bold.

Al min nervøsitet for hvordan det ville gå, forsvandt. Jeg havde været undværlig på bedste vis. Jeg er faktisk overbevist om, at opgaven med elevernes demokratiske dannelse i valgets fire uger, gav dem et grundlag for forståelse af demokrati, som de vil tage med sig resten af livet. En røverhistorie om en lærer de engang havde. En nysgerrighed, der blev vakt. En viden om samfundets grundlæggende indretning.

Jeg håber sådan, at om ca. 20 år, ser jeg en af mine elever eller måske den lille pige fra 1. klasse sidde og smile ned til mig fra fremtidens valgplakat.