Hurra for kompleks praksis 1

På sidste personalemøde udleverede ledelsen på min skole den pjece fra Undervisningsministeriet, der blev udarbejdet i oktober 2018 i samarbejde med DLF og kommunerne – Øget frihed i Fælles Mål - hvordan skaber vi en ny praksis? Jeg glædede mig over pjecens opfordring til en fælles dialog på tværs af lærere, ledelse og politikere i kommunerne om, hvad de færre bindinger i Fælles Mål betyder i praksis, og hvordan vi styrker lærernes rum for professionel dømmekraft. For ja! Hvilket fundament står en lærer på, når undervisningen ikke længere tilrettelægges ud fra bindende mål, der i en enstrenget logik har en hed drøm om et simpelt input og output? Det, der står tilbage, er generobringen af rummet for dømmekraft.

En praksis, hvor målene ikke længere er bindende giver os mulighed for reel kompleksitet

Når vi nu endelig bevæger os væk fra enstrenget input og output, giver det os mulighed for en mere nuanceret og reflekteret diskussion af kompleksiteten i vores praksis. Pointen i forhold til hvad jeg opfatter som kompleks praksis, består i, at vi ikke kan bestemme, hvad god praksis er. I stedet må vi, som den hollandske professor i uddannelse Gert Biesta sagde på en konference om dømmekraft på DPU i marts 2017, se praksis som et krydsfelt af både faglige kompetencer og færdigheder, sociale kompetencer og dannelse. Hvor det ikke er hjerner, der lærer, men mennesker med komplekse liv, og hvor lærere ikke skal opfattes som den vigtigste faktor for elevernes læring – for lærere er netop ikke en teknisk faktor i en input-output-strategi, men professionelle, der tænker, dømmer og handler. Og jeg vil tilføje, et menneske, der forhåbentlig vil efterlade sig helt særlige spor for det barn, der finder vej gennem dette menneskes hænder, hoved og hjerte.

Hvad er dømmekraft?

Svaret på at kunne begå sig i en kompleks praksis er dømmekraft. Dømmekraften er ifølge filosoffen Immanuel Kant bestemmende eller reflekterende. Groft sagt kan vi enten kategorisere og måle eller fortolke og reflektere. Sætte to streger under facit eller tænke os frem til et muligt svar på noget vi ikke har et absolut svar på. Derfor handler dømmekraft ikke bare om at sætte flueben ved udvalgte kriterier for opnåelse af specifikke mål eller om hvilken praksis videnskaben peger på skal gøre sig gældende i folkeskolen. Dømmekraft handler også om visdom. At vurdere, hvad der er det rette at gøre på rette tid og sted med lige præcis dét lille menneske med lige præcis dét komplekse liv. Enhver lærer ved, at det kræver pædagogisk takt og omtanke – for mennesker med komplekse liv kan ikke blot sættes ind i en vidensinformeret ligning.

Som en strøm under disse to begreber handler det alt sammen om mening og formål. Hver gang vi foretager et skøn – enten i forhold til en færdighed eller til en særlig situation, som vi ikke helt kan få begreb om, er vi i virkeligheden ved at sætte vores handling ind i en meget større forståelse – nemlig det kæmpestore spørgsmål om, hvad et menneske er, og hvad meningen med det hele er. Intet mindre. Det er det, vi arbejder med hver dag. Vi uddanner og danner den næste generation til demokrati, åndsfrihed og ligeværd og derfor er praksis kompleks. Det kræver tid og rum at reflektere over praksis, at foretage vurderinger i konkrete situationer i undervisningen, at mødes og reflektere i fællesskab på lærerværelset, at forberede sig ordentligt. 

Viden og evidensinformeret praksis

På min skole skal vi i foråret i gang med at besvare spørgsmålet om, hvordan vi styrker lærerens professionelle dømmekraft. Jeg er glad for, at min ledelse giver sig i kast med opgaven. Men jeg må indrømme, at jeg er en smule nervøs. Jeg er nervøs for at forståelsen af begrebet dømmekraft kun får et ben at gå på – nemlig, at al tale om dømmekraft ender med at handle om viden – og evidensinformeret praksis. Selvfølgelig skal vi forske i vores fag. Forskningen giver os viden og er et af flere redskaber til at bruge vores dømmekraft, men forskningens evidens giver os ikke visdom. Det er ikke evidens i sig selv, der danner vores børn, men praksiserfaring, faglig dybde og at vi har omtanke for det meningsfulde hele. Jeg vil i hvert fald tillade mig at stille mig noget kritisk overfor, hvis vi begynder at opstille kriterier og kategorier for, hvad et demokratisk dannet mennesket skal være, hvad et åndsfrit menneske skal være, hvornår vi ser tegn på ligeværd. Det hænger sammen med det komplekse menneskeliv.

For et menneske er ikke bare en hjerne – et menneske er også frihed og følelser. Og vi kan ikke altid få mennesker til at passe ind i særlige videnskategorier. Hvis vi gør det, er vi helt galt afmarcheret.