Ann-Berit

Blog

Vi har talt om døden i dag.

I forbindelse med emnet: "Kirken" besøgte vi den lokale kirkegård. Forud for besøget havde vi en fantastisk samtale om livet og døden.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er ikke bange for at tale om døden. Det kan børn til gengæld være, så det var med stor omsorg, at vi i dag havde en samtale om døden, før besøget på den lokale kirkegård. 

For en uge siden var 2.c på besøg inde i kirken, hvor præsten fortalte os om kirkebygningen og alt, hvad man kan se og gøre i sådan en kirke. Det var børnene meget optagede af. Specielt, at kirken er "vores allesammens" - og at den er åben hele dagen, så man kan faktisk bare gå derind, hvis man trænger til at blive glad igen (præstens udtryk, som vi har taget med derfra).

Ann-Berit

Jeg er dansklærer og PLC-medarbejder på Mølleskolen i Ry. I mit lærerliv er børnene i centrum. Min undervisningstid er ikke min egen. Det er børnene. Jeg har særligt fokus på børnefællesskaber. Det er vigtigt for mig, at børnene er trygge i deres fællesskab. Så bliver de nemlig i stand til at deltage i undervisningen og få optimalt udbytte. Jeg elsker mit arbejde og tænker på det uafbrudt - også når jeg har fri, og jeg gør det med glæde og stolthed.

Så det var oplagt i dag at gå på kirkegården for at se, hvad man kan finde der. Hjemme i klassen spurgte jeg, hvad man kan bruge en kirkegård til - og børnene ved selvfølgelig, at det er her, man begraver sine døde. Vi talte om kister og urner. Og døden! 

Jeg fortalte dem om den dag, min mor døde. Jeg fortalte, at hun havde været syg i 10 år, og efter en operation blev hun endnu mere syg. Jeg sagde, at vi godt vidste, hun skulle dø, så vi var sammen med hende dag og nat, indtil hun en morgen fik kolde hænder, trak vejret langsom og til sidst hold op med at trække vejret. 

Børnene var optagede af, hvorfor hånden blev kold, men en dreng havde prøvet at røre ved sin døde bedstemor, og hun var også helt kold, så han var mit sandhedsvidne:-) Jeg fortalte dem, at det på en måde var rart for hende, at hun døde - og de spærrede øjnene op, som om jeg havde sagt det meste forfærdelige, de nogensinde havde hørt.

Jeg forklarede, at min mor ikke kunne spise selv - og at hun heller ikke selv kunne gå på toilettet eller tørre sig. "Hvem hjalp hende så med det?", spurgte de.  "Det gjorde min far, og nogle gange også jeg," sagde jeg. DET var hård kost, men på en måde kunne de godt forstå, at det var synd for min mor, at hun var så syg. Men at det kan være rart, når nogen dør, det havde de aldrig tænkt på før.

De fik også lov at fortælle om alle deres døde. En bedstemor, en oldefar og et marsvin. En baby, som døde i maven. Vi kom omkring mange forskellige historier, og der var tid til alle.

Så fortalte jeg dem, at når man besøger en kirkegård, så skal man have respekt for de levende og de døde. Vi opridsede alle "reglerne" for almindelig høflig adfærd, og så gik vi. Skolen ligger 5 minutter fra kirken, så det er dejligt nemt. 

På kirkegården gik de tre og tre på opdagelse. De skulle undersøge, hvad man kan læse på gravstenene. Hvordan minder gravstenene om hinanden, og hvordan er de forskellige? Det var de meget optagede af. 

En dreng sagde, at han ville finde sin bedstefar, og så ville han nok blive lidt ked af det. Det var helt OK, blev vi enige om. Jeg anbefalede dog, at han også prøvede at finde nogle rare tanker om bedstefar frem, så man også husker de glade ting og på den måde kan give sig selv lov at tænke på bedstefar uden altid at blive ked af det. 

Efter 20 minutter på kirkegården gik vi tilbage på skolen. Jeg havde fotograferet 10 gravsteder, som vi tog på tavlen i klassen. Vi fik talt om symbolerne for liv og død. Vi fandt ud af, hvad tallene betød. Vi opdagede, at man på mange af stenene kunne se, hvilket arbejde folk havde haft. OG at der er forskellige "tegninger" og figurer på stenene. Vi så indhuggede roser, lokomotiver, mønstre og også en due eller to.

Jeg har efterfølgende skrevet til alle forældre, hvordan samtalen og dagen forløb. Jeg tænker, at der kan være et enkelt barn eller to, som når de skal sove, måske kommer til at tænke på døden og bliver lidt ked af det. Så er det godt at være forberedt som forældre - og kende grunden dertil. 

Jeg synes, det er vigtigt at tale om døden.

Da min mor døde for 3 år siden, havde jeg en 6. klasse. Jeg fortalte dem efterfølgende om forløbet, og kort tid efter mistede en af drengene sin bedstefar. Hans far skrev til mig, at det havde haft stor betydning for drengen, at jeg havde fortalt min historie, for så var han ikke så bange for at opleve døden på tæt hold.

Powered by Labrador CMS