Corona – Hvem passer på mig?

Jeg er helt med på, at børn ikke smitter som andre, og af en eller anden årsag bliver lærer smittet mindre end andre faggrupper.

Men alligevel… Når vi går på job, er det som inden coronaen. Der er få ændringer, som håndsprit og klude til at tør overflader af i lokalerne. Lærerne har stadig afsindig mange kontakter i løbet af en uge. Der er bl.a. undervisning, møder og samtaler med forældre. 

Pt sidder jeg med følelsen af, når jeg går på arbejde, er der ingen COVID19, men i det øjeblik jeg forlader skolen, står jeg i en verdensomspændende pandemi. 

I et hjem som vores med to lærere på forskellige folkeskoler, et barn på en tredje folkeskole, en ung på gymnasiet med 1500 elever og en der arbejder som lærervikar – så er kontaktfladen for os på over 500 i løbet af en uge. 

Praktik og brobygning

Vores 9.årgang har i den forgangne uge været i praktik. I uge 45 skal de i brobygning. Tænk over hvor mange kontaktflader det bliver til for eleverne og deres lærere. Dertil kommer en evt. smitteopsporing og umuligheden i denne. Når eleverne vender tilbage til skolen efter henholdsvis praktik og brobygning, så skal jeg undervise dem – helt som vanligt. 

Er der et alternativ?

Ja, nej, måske.

At lukke alt undervisning ned igen er i min optik ikke sagen. Men at nogle af de forholdsregler der blev taget sidst på foråret, kom tilbage ville være mere sikkert. Her tænker jeg på ekstra rengøring, faglærere der ikke skulle rundt til så mange klasser, nødundervisning og mere udeundervisning. Pt kører skoletoget bare samme rute som inden coronaen.

Skoleledelsen gør som de får besked på fra højere instanser. De lytter, ligeledes gør AMR og TR. Men vi kommer ikke udenom, at det gør noget ved os at gå på arbejde og være utrygge.  

Så derfor spørger jeg – Hvem passer på mig?