De mindste er atter tilbage på skolebænken – men hvad skal der være fokus på?

Så skete det omsider – klasselokalerne landet over bugner atter af forventningsfulde elever klar til at blive beriget med nye læringsmæssige oplevelser, krydret med interaktioner med klassekammeraterne og fantasirige lege i frikvarterne. Med andre ord, er vi alle klar, lærere såvel som elever, til at vende tilbage til skoledage som vi kender dem bedst. For mit eget vedkommende, har jeg haft det ambivalent med at vende tilbage til den fysiske skolegang igen. Med fare for at lyde som en aggressiv Pitbull, der med savl svigende ud fra mundvigen gør og knurrer, så har jeg haft mine bange anelser for at vende tilbage. Det har jeg af følgende grunde:

For det første, har det massive pres vi lærere har måtte lægge ører til gennem den seneste tid været under al kritik – Der er blevet sat spørgsmålstegn ved, om vi nu har gennemført vores online-undervisning på adækvat vis, for ”hvad nu hvis børnene går glip af læring?”, og ikke nok med det, så har vi fået rollerne som ”dem der skal samle op på ”det tabte”. Ordet ”tabt” skærer gevaldigt i min øregang og jeg kan ikke undgå at blive provokeret, når ordet bliver brugt i denne sammenhæng. Hvordan kan eleverne tabe læring, de ikke har modtaget? Én ting er, at det er sværere at kvalitetssikre sin undervisning online end fysisk, men at gå så langt, som at kalde læringen for tabt? Hvorom alting er, så er jeg ængstelig for at forventningerne til os som fagpersoner er sat for højt og at forældre landet over forventer at deres børn i løbet af nul komma fem er tilbage på sporet og har lært mere end nogensinde før.

For det andet er det af signifikant karakter, at vi finder vores klare fokus som fagpersoner – i min optik er det ikke læringen der er det vigtigste lige nu. Tværtimod er det vigtigt at eleverne lander i de nye rammer, genoptager relationerne til klassekammeraterne og finder fodfæste i klassen. I min optik er trivsel en forudsætning for læring og adækvat fagligt udbytte. Det er af signifikant karakter at vi alle får skabt trygge og anerkendende undervisningsmiljøer, hvor vi frit kan tale med eleverne om den tid vi er i lige nu og understrege, at vi nok skal nå det hele – fagligt såvel som socialt.

For det tredje hersker Corona ufortrødent i landet, hvilket betyder at vi atter skal passe på os selv og hinanden – hvis ikke, kan det i værste fald føre til forhøjet smittetal, da omkring 300.000 elever samt dertilhørende lærere ikke er små tal. Vi skal stå sammen som en samlet enhed, for både at give eleverne den bedst mulige skoledag og holde virussen i skak.

Alt i alt er jeg glad for at være tilbage i skolen igen – men det er ikke uden disse tanker, tangerende til bekymringer.