Folkeskolens danskrådgiver

Blog

At navigere i Corona-kaos - som lærer…

Hvor er det fantastisk, at så mange lærere rundt om i hele landet hjælper hinanden med gode input, opgaver, links mv., så vi kan lave den bedst mulige fjernundervisning for vores elever. Alligevel kræver det stor koordination at få formidlet alle de gode opgaver ud til eleverne i de mange forskellige klasser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: Pixabay.com

Nu er ideerne, opgaverne og kreativiteten skriblet ned på computeren. Det næste skridt er så at få dem alle formidlet ud til eleverne og forældrene. For ét er ens egne tanker og til tider skøre ideer, noget andet er at få det nedskrevet, så det er forståeligt for elever og forældre.

Folkeskolens danskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens danskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: trinehemmer@hotmail.com

Dernæst kommer der et kaos omkring, hvis man har mange lektioner i mange forskellige klasser. Hvordan får lærerne lavet en samlet plan, som eleverne nemt kan overskue?

Som lærere nåede vi nærmest ikke at koordinere en plan, før vi blev lukket ned, og derfor er planerne så forskellige fra klasse til klasse, er mit indtryk.

Nogle lærere har lagt en mængde opgaver ud til eleverne, og så må de selv disponere tiden, mens andre sværger til strukturen og lægger lektioner ud dagligt.

Ugen uden en masterplan

Derfor er det vanskeligt som klasselærer at forsøge at samle trådene for en klasse – for der er ingen masterplan!

Ingen har stået i denne situation før. Jeg har dog tiltro til, at lærerne rundt om i landet har gjort, hvad de kan, for at få en god undervisning stablet på benene – en anderledes undervisning hvor eleverne sidder for sig selv.

God første uge uden almindelig undervisning til alle elever, forældre og lærere – jeg håber, at vi alle kan navigere i det kaos, denne specielle situation nu engang vil give.