Coronaen har ramt mit boldøje. Hvordan bliver jeg hverdagsparat igen?

Normalt kan jeg godt gribe en bold. Ikke bare en konkret bold, men også en bold i overført betydning forstået som de udfordringer, der opstår på en helt almindelig arbejdsdag på skolen. Det kan være it, der ikke virker eller en pludselig opstået konflikt mellem elever. På en god dag kan jeg sågar tage Aulas søgefunktion med et smil.

I bund og grund handler det om, at mit arbejde på skolen er med til at give mig overskud. Jeg er på. Jeg møder mange mennesker. Jeg interagerer med mennesker. Det gør, at jeg er klar til at gribe de bolde, der nødvendigvis er i luften, når mange mennesker er samlet.  Jeg har paraderne oppe i positiv forstand.

De parader har jeg ubevidst sænket under online- undervisningen. De er blevet uskarpe. Visse dage kommer det ret tydeligt til udtryk. Så får de nærmeste omgivelser lige et verbalt svirp. Ofte er de uforskyldt. De stod bare ikke der, hvor jeg mente, de skulle stå. Det kunne de jo have regnet ud.

Jeg oplever, at der skal mindre og mindre til, og det kræver en omstilling af indstilling. Mit mindset, som det hedder på nudansk. Jeg er klasselærer i to udskolingsklasser og kommer ikke på arbejde lige med det samme. Det har jeg forståelse for. Hvis jeg imidlertid uforvarende accepterer, at jeg bliver stadig mere intolerant overfor hverdagens små bump, så bliver jeg ulidelig at være sammen med, og jeg får svært ved at komme tilbage i vante gænger. 

Hvis dette indlæg i bemærkelsesværdig grad bærer præg af tankestrøm, så er det ikke helt tilfældigt. Den nuværende situation afstedkommer mange tanker, og jeg må se at få hænderne op igen. Der er fortsat bolde at gribe her og nu, og der vil være mange bolde, der skal gribes og begribes, når vi vender tilbage. Den næste væsentlige bold bliver den kommende udmelding om niendeklassernes prøver. Uanset udmeldingens karakter, så skal den gribes, og vi skal forholde os til den. Det gør vi så.

Så hvad er pointen? Det er soleklart. Jeg vil ikke acceptere, at jeg bliver sart under hjemsendelsen. Jeg nægter at få en bold i hovedet, bare fordi jeg er blevet dårligere til at gribe. Jeg er sjældent hurtig nok til at dukke mig, så op med paraderne. Både for min egen og min omverdens skyld.