Folkeskolens madkundskabsrådgiver
Blog
Skolegårdsbænkesnak
Når vi sidder der på bænken i skolegården, så går snakken om alt og intet. Filosoferende, vi undrer os og kommer med nye spørgsmål. I tiden fra påske har mit team haft alle gårdvagterne, fordi årgangene holdt forskudt frikvarter, så der har også været tid til en snak.
Billede fra Needpix.com
Vi snakkede om alle de mange måder nødundervisning er organiseret på.
Claus Hjortdal sagde for et stykke tid siden, at skolerne ikke havde råd til Coronaundervisning med de små hold og dermed dobbelt lærerdækning. En af mine kolleger sagde: ”Hvor mange steder, tror I det foregår? For det er da ikke her?” Vi har alle venner, der er lærere, og kunne komme med meget forskellige eksempler.
Så kommer der nogle børn, som hilser og vinker til os fire der på bænken. De hører til i specialklassen /basen/c-klasserne – kært barn mange navne. Børnene er tilknyttet en klasse. Mens de er små, er de meget i egen klasse efterhånden mere og mere i specialtilbuddet. Snakker om de børn egentlig får den bedste skolegang, de kan få.
Vi snakkede om Overenskomsten og de forhandlinger Anders Bondo og Michael Ziegler er i gang med.
Hvordan det endnu engang er blevet udskudt. Om de to kan nå frem til en forlig eller det hele bare bliver udsat igen, igen, nu under påskud af Corona? Vi vendte lige lockouten endnu en gang og hvilke spor, den havde sat i os. Vi var alle fire ansat på skolen i 2013, så vi kan godt huske tiden før. De 3,5 timer vi underviser mere nu end før, er nemt at se på skemaet og mærke på forberedelsestiden.
Hvordan frikvartererne var blevet forlænget så skoledagen fik den rigtige længe. Hvad bliver resultatet, skal vi stemme ja eller nej, næste gang. Over 7 år uden en overenskomst – hvordan kan det lade sig gøre?
Lige nu planlægger vi næste skoleår, som om Corona ikke findes.
Vi lukker øjnene for Corona og planlægger som alt igen er normalt. Vi skal vaske hænder og spritte mere af, men indstiller os på almindelige skemaer med flere klasser og de fag, vi er bedst til.
Rigtig glædelig sommer.