Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Ny lærer: Skab relationerne først

Som ny lærer oplever du måske, at der kan være meget at se til. Er du klasselærer, er der endnu mere. Husk, at trivsel går forud for læring.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Du står i din klasse og har allerede nu taget fat på skoleåret. Mange nye lærere synes, at det kan være en stor mundfuld at skulle forholde sig til årsplaner, nye kollegaer, nye elever samt alt det løse. Det er det også, og derfor skal du tage ét skridt ad gangen i videst muligt omfang.

Det første handler om lærer/ elevrelationer. Brug tid på at skabe gode relationer til dine elever med lege, ture, øvelser eller lign. Din årsplan løber ingen vegne endnu, og du vil desuden opleve, at du kan nå væsentlig længere med din klasse, hvis relationerne mellem dig og dine elever er på plads. Ideelt set, kan du også på sigt opnå et bedre forældresamarbejde ud fra devisen, at glade børn giver glade forældre og omvendt. Dette er naturlig et forenklet billede af en til tider kompleks lærervirkelighed. Det ved jeg, men tilgangen holder. Trivsel før læring. Med trivsel følger tillid mellem dig og dine elever, og den kommer du langt med. Også når der opstår konflikter, hvilket sker fra tid til anden.

Team på banen

Involver dit team, så I kan være sammen om klassen eller årgangen. Det er helt essentielt, at du ikke står alene. Det er en klar fordel for alle parter, hvis der ligger en tydelig strategi om trivsel. Det gør der på mange skoler. Fortæl også gerne både elever og forældre, hvad du har tænkt dig. Det skaber gennemsigtighed, og det giver ro på bagscenen. De fleste forældre er med på, at deres barn lærer bedst, når det trives.

Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Janus Neumann er Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver. Hans opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i fagene – så du er meget velkommen til at kontakte ham, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: janusneumann@hotmail.com

God sensommerdag derude.