F***ing stolt!

Denne blog kunne handle om at jeg har givet de sidste terminsminsprøvekarakterer tilbage, og at mine elever i 9. klasse har lavet et snit på lidt over 9,5 i matematik med hjælpemidler. Jeg er selvfølgelig stolt på vegne af mine elever og hvordan de tilegner sig viden, men det er mest af alle eleverne der skal være stolte af deres præstationer.

Men for mig toppede det hele i dag, da jeg modtog en besked fra en mor til en af mine elever. 

Hun skrev til mig, og har sat min leder på cc eller hvad det nu hedder i AULA, for at fortælle at hun var taknemmelig for den forskel jeg og skolen har gjort og gør for hendes datter, der har kæmpet med skolevægring og angst. Og som har oplevet, at det hele er langsomt er blevet bedre, siden hun for 2½ år siden skiftede skole.

Jeg ved, at jeg er heldig, at min elevs mor skriver og fortæller om hendes taknemmelighed, for det er ikke alle der får sådan et klap på skulderen - selvom alle de lærere jeg har mødt, fortjener det! 

Det er ikke fordi jeg er et pædagogisk eller didaktisk vidunder, nok nærmere tværtimod. Min teknik, for lærergerningen, kan nærmere beskrives på følgende måde: 

- Jeg møder op, nærmest hver dag. 

- Jeg laver stribevis af fejl; retter dem jeg opdager og håber eleverne retter de andre.

- Jeg siger fra, når jeg oplever noget, jeg ikke synes er en OK måde at opføre sig på. Ofte på en måske lidt politisk ukorrekt måde.

- Jeg giver altid børnene en chance mere, for at vise at de gerne vil skolen, deres venner og deres fremtid.

- Jeg er ikke bange for fysisk kontakt. Så jeg deler kram ud og tumler med eleverne, når det er det jeg vurderer er bedst.

Så dybest set gør jeg det samme som alle jer andre, og dermed er denne besked fra min elevs mor til os alle, der møder op igen i morgen, for at være lærer og gøre den lille forskel, der i sidste ende kan.