Om at planlægge at bryde med planen…

Min hjerne er ikke god til planer – eller jo, jeg er vældig god til at lave en plan, det er at holde sig til planen der giver problemer. Det er lidt som om min hjerne i protest mod planer, begynder at arbejde på højtryk for at bryde med det strukturerede. Og når først ideen er der, så skal den ud og prøves af.

Lige der, hvor mine og elevernes ideer prøves af, er der hvor jeg selvantænder, og brænder igennem som lærer. Der er ikke tale om flow a la Csikszentmihalyi, men måske nærmere en form for arousal situation, med mulighed for at fejle og at lykkes med noget jeg ikke har prøvet før.

I disse situationer kan jeg sammen med mine elever, opnå en samhørighed og glæde ved at lære og lære fra mig, som jeg aldrig har fundet i en bog, en kogebogsopskrift eller et fastlåst program. Sammen lærer vi noget, næppe det der var planlagt i årsplanen, men noget der alligevel føles meget vigtigt.

Denne glæde ved lære noget sammen, kan jeg trække på, når vi så bagefter skal finde tilbage til leverpostejsundervisningen. Der hvor vi oftest befinder os i en slags kontrolzone eller måske NUZO, og hvor selve opgaven ikke nødvendigvis inspirerer i sig selv, men hvor vi sammen gør det nødvendige, og så glædes ved tanken om denne læringsoplevelse vi havde sammen - og ved tanken om alle de nye planer, der skal forkastes, til fordel for en ny impulsiv idé.

Disse ideer, der får eleverne til at tænke ud af boksen, virker som klemmer på den tørresnor, der er min årsplan, og holder alle mine undervisningsforløb oppe. Så hvis dit hoved, ligesom mit, har brug for at gøre oprør imod årsplaner, didaktiske modeller osv., så gør det og lad dette være vores lille trick til en lidt anderledes undervisning.