Mortens mening
Blog
Straffer du dine elever?
Der tales nogen steder om, at vi ikke i folkeskolen har mulighed for at sanktionere elever, der ikke kan finde ud af at opføre sig hensigtsmæssigt. Det er børn, som den vi ser i smertensbørn eller elever der slår, sparker og mm. Men er det sandt at vi ikke har mulighed for at straffe disse elever? Og giver det i det hele taget mening at straffe dem? Når vi løfter en finger og irettesætter en elev, er der så ikke fire fingre, der peger tilbage på den som ikke har skabt de rigtige betingelser for succes hos eleven?
Jeg har det sidste døgn været en del af en Facebookdebat om straf, fodlænker mm af børn. Og selvom den slags debatter ofte ender i mudderkastning fra en skyttegrav til den anden og retur, så øver jeg mig i at debattere ikke blot for at vinde debatten, men for at blive klogere. (Det er ikke altid det lykkedes for mig)
Debatten gik meget på om man skal straffe børn. Og det skal man hvis du spørger mig! Altså ikke korporligt, som salige hr. Frohn ville have gjort det ombord på Fulton – MEN det skal have konsekvenser, når man bevidst tilsidesætter de regler og normer, der er i et fællesskab.
De store spørgsmål i denne omgang er: Hvad er straf? Og hvorfor straffer vi?
Når en elev ikke afleverer til tiden, retter jeg ikke deres opgaver, men noterer blot -03. Når elever ikke overholder reglerne for afholdelse af prøver, får de karakteren -03. Kommer man for sent, får man fravær. Er det at straffe eleverne? Tja, det er i hvert fald tydelige konsekvenser, der er direkte forbundet til den handling de har lavet. Og lige netop det taler jeg med dem om. Hvor trådte du ved siden af, hvad skal du gøre anderledes i fremtiden, hvad kan jeg gøre for at støtte dig etc. Hvorfor gør jeg det? Det gør jeg for at lære dem, at der er konsekvenser af at bryde regler og aftaler, og jeg gør det for at afskrække dem og andre, fra at gøre det samme igen.
Der er ikke tale om en bibelsk straf, med hævnmotiv og øje-for-øje retfærdighed. Den type straf skal vi undgå, særligt med børn og unge. Vi skal ikke straffe for vores retfærdighedsfølelses skyld, men udelukkende at pædagogiske årsager.
At de ikke får en god karakter eller får rettet deres opgave, er ikke den sande straf. Det er den skuffelse jeg giver udtryk for, over den handling de har foretaget – ikke skuffet over DEM, men over deres handling.
Hvis den skuffelse skal have effekt, kræver det relationer til børnene. Måske er sandheden at vi lærere ikke har nogle muligheder for at straffe elever og sanktionerer en bestemt adfærd, hvis ikke vi har gjort vores arbejde godt nok fra starten, og skabt gode, stærke relationer til eleverne! Det kræver selvfølgelig tid at skabe den slags relationer, og det kræve autentiske voksne. Voksne der, som Mogens Frohn, ikke giver op på børnene fordi de gør noget forkert. Voksne som stiller krav og som siger fra over for de handlinger vi ikke kan accepterer, men som også kan trække en streg i sandet og sige, nu har du fået og udstået din straf; det der er vigtigt nu, er hvad du gør fremadrettet!
Er du også en af os der forsøger at lave en moderne Mogens Frohn, og straffer eleverne, når der er brug for det og giver knus, når det er det der er brug for eller har du en anden måde at gøre tingere på?