Mortens mening
Blog
Velkommen tilbage – til alle relationerne
Så er vi igang igen. For langt de fleste af os, er det et tilbage til hverdagen, velkendte ansigter og måske ligefrem stærke relationer – men der er måske også nogle nye ansigter - og hvordan er det nu lige det er?
Hos mig, står den på to 8. klasser der skal smeltes sammen til en 9. klasse. Jeg kender alle eleverne fra de seneste år, hvor jeg har været klasselærer for ca. halvdelen, af eleverne, og naturfagslærer for den anden halvdel. Umiddelbart har jeg haft det godt med alle eleverne tidligere, men måske er der lige nogle ting, jeg havde glemt at overveje.
Når to klasser med forskellige kulturer bliver til en klasse, er der nok at se til for alle. Det har ført meget larm med sig og også nogle lidt dumme konflikter, som jeg normalvis ikke har med eleverne.
Men hvad er der så gået galt i år?
Jeg har glemt at sætte point ind på relationskontoen! Undskyld, men jeg troede simpelthen at det var unødvendigt, at sætte mere ind, nu hvor jeg har 9. klasse – men jeg tror min relationskonto har været hårdt ramt af inflation henover sommeren.
For dem der ikke ved det, så er en relationskonto en slags indlånskonto, hvor man aldrig må trække kontoen i minus, for så bliver renterne hurtigt for dyre. Så længe der er plus nok på kontoen kan, man løse konflikter mm. relativt nemt, fordi man blot trækker lidt på tidligere gode oplevelser, for at få eleverne til at gøre som man beder dem om.
Jeg har, som skrevet, ikke haft nok på point på kontoen, hos enkelte elever – særligt en flok drenge har det givet udfordringer med, men fra på mandag af skal det være slut. For nu skal jeg i gang med at få sat nogle point ind på kontoen. Der skal snakkes om skating, piger og den slags, krydret med lidt humor, for der kommer nok flere situationer, hvor jeg har brug for at kunne få eleverne med mig, til at løse udfordringerne.
Så hvis du er ny lærer eller som mig, blot har glemt den mest centrale del af vores arbejde, så er det måske en god idé at ofre en kaffepause eller to og få sat lidt ind på relationskontoen.
Glædeligt nyt skoleår - må det blive helt almindeligt og kedeligt, som før corona.