Folkeskolens naturfagsrådgiver

Blog

Er dette skoleår forfærdeligt eller fyldt med lyspunkter?

Dette skoleår har været markant anderledes. Corona-virussen ramte også skolen, hvilket har budt på, hvad nogen vil kalde ”det forsømte forår” samt en afslutning på skoleåret, der kan karakteriseres som nærmest ikke eksisterende. Men er alt horribelt eller kan der faktisk findes lyspunkter fra dette skoleår?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Normalt vil jeg på en dag som denne være at finde i et naturfagslokale, som lærer eller eksaminator. Hvis du ikke lige ville kunne finde mig der – så led efter et skrivebord med kæmpe bunker af eksamensopgaver eller opgaver, som lige skal rettes. I år kan du finde mig med en kop kaffe i samtale med en kollega om næste års årsplaner og forskellige nytænkende projekter til eleverne efter ferien.

Hvorfor er overstående beskrivelse vigtig? Fordi den viser, at overskuddet lige pt. bliver sat i næste skoleår. Et overskud som mange af os ofte mangler på denne årstid.

Folkeskolens naturfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Mette Mellerup er Folkeskolens naturfagsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: mettemellerup74@gmail.com

Dette er et af corona-lyspunkterne.

Først besparelser  

I den kommune jeg er ansat i, havde vi ikke været på arbejde mange uger, inden besparelserne ramte. Så hele efteråret blev der undervist – uden indkøb, med få vikarer og absolut INGEN flødeskum. Vi stod sammen - ledelse og lærerkollegie. På trods af en presset situation blev kodeordene sammenhold, hjælpsomhed og ikke mindst tanker, der gik langt ud af boksen.

Så Corona

Da vi mødte efter juleferien, glædede vi os til et halvt normalt skoleår. Det fik vi IKKE! Onsdag den 11. marts lukkede Danmark ned inklusive skolerne. Denne periode har været forskellig for os alle. Men forskelligheden for lærerne er jo et studie værd. For mit eget vedkommende måtte jeg komme tilbage på skolen igen den 11. maj.

I mellemtiden bød tiden på nødundervisning, Skype, Google Meet, Google Teams, og kort sagt situationer jeg aldrig havde været i før. Nød lærer nøgen kvinde at spinde – så som Corona-tiden gik, fik lærerne omstillet sig til en ny hverdag. Igen blev kodeordet (lidt slidt) omstillingsparathed og avisoverskrifter om dårlig undervisning. Jeg må bare sige endnu engang – jeg var stolt over, hvad vi som faggruppe formåede i den periode.

Skuffelserne stod i kø

Aflysning efter aflysning. For naturfagsfolkene begyndte aflysningerne med Big Bang og Naturfagsmarathon. Så kom aflysningerne af sommerens prøver – både de skriftlige og mundtlige. Aflysning af alle traditionerne, som en afslutning af folkeskolen byder på.

Denne skuffelse har vi hver især – både lærere og elever - tacklet på bedste vis. Nogle begivenheder kommer igen andre var ’once in a lifetime’.

Lyspunkterne

Dette skoleår har budt på sammenhold, iderigdom, omstillingsparathed og hjælpsomhed. Mit håb er, at vi i fællesskab kan tage alle de gode momenter fra ”corona-skolen” med til de kommende skoleår. Det lyder som en kliche – men når vi nu har oplevet glade, nysgerrige elever med et lavt konfliktniveau i den sidste tid, så kan de mennesker som ”bestemmer” over folkeskolen ikke tillade sig, hvis denne empiri ikke bliver en del af grundlaget for fremtidens folkeskole. Ikke til Ph.d.-projekter, men til en bedre hverdag for elever og lærere.

Tak for dette skoleår, tak for en god debat, tak til alle jer, som har skrevet til mig om stort og småt.

God sommer og god ferie.