Folkeskolens naturfagsrådgiver

Blog

Terminsprøver Brugbar stilladsering eller spild af tid?

Efteråret byder ofte på terminsprøver for skolens ældste elever. Afprøvning af af-gangsprøver i en situation, som skal ligne sommerens afgangseksamen. Karakter, som både bliver en del af de første standspunkter og elevernes uddannelsesparatheds-vurdering. Spilder vi en uges undervisning eller høster eleverne betydningsfulde erfaringer?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I uge 41 havde vi vores fire 9.klasse til at sidde time efter time, dag efter dag til terminsprøver. De blev testet i læsning, retstavning, skriftlig fremstilling i dansk, matematik med og uden hjælpemidler samt skriftlig engelsk og tysk. Vel at mærke på fire dag, da fredagen jo er motionsdag. Og efter endte prøver havde eleverne undervisning til 15.10.

De tre naturfaglige fag blev ikke testet – endnu. Vi er med i forsøgsordningen med nye skriftlige prøver. Disse prøver er først tilgængelige i uge 46, så der tester vi igen 3 gange 1,5 time.

Folkeskolens naturfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Mette Mellerup er Folkeskolens naturfagsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: mettemellerup74@gmail.com

Jeg har brugt en del af efterårsferien til at reflektere over uge 41. Hvad er det, vi byder vores unge mennesker? Er det bare en del af at være elev? Hvordan modstår man fristelsen til at snyde? 

Som udgangspunkt synes jeg, at det er en god ide, at eleverne afprøver prøvesituationen, så den ikke er uvant for dem. Er det smart at presse alle prøverne sammen på fire dage? Måske ikke – men det handler også om logistik. Når fire klasse skal til terminsprøve, så blokere det for vores hal og to sale. Både for idrætsundervisningen og de lokale idrætsforeninger, som anvender vores faciliteter. 

Brug for øvelsen

Efter fire dage som vagt i hallen, må jeg klart medgive at vores elever havde behov for denne øvelse. På trods af at alle prøver var forklaret, vist, formalia skrevet i Meebookforløb mm, så var der spørgsmål efter spørgsmål. Jeg må ærligt indrømme, at jeg var lige så forvirret som eleverne. 

I hvilke prøver må man gå på internettet? Hvornår må jeg høre musik? Må jeg bruge ordbogen.com nu? Må jeg se videoer på YouTube, det har vi brugt i undervisningen? Må jeg bruge mine egne notater?

Muligheden for snyd

Som faglærer i naturfag har jeg ikke meget forstand på prøverne i de andre fag. En ting har dog rodet rundt i mit hoved siden prøverne. Muligheden for at snyde, og dermed få de forjættede karakterer, der kan åbne vejen til de gymnasiale uddannelser, er jo enorm. Fri adgang til nettet, Words udmærket oversættelsesfunktion, opgaver.dk og andre tænkelige veje, som jeg ikke har fantasi til at udtænke. Og ja, nogle af eleverne snyder – bevidst. Det er (nogenlunde) omkostningsfrit at gøre i en terminsprøve, men ikke til sommer.

For vores elever var det en uge med fuld koncentration og MANGE spørgsmål, men også en uge som de selv sagde, at de ikke ville have været foruden. De lærte meget om ”at gå til prøver”.

Der var også et par stykker, som forhåbentligt fik lært, at det ikke kan betale sig at snyde.

Jeg ser ugen som god stilladsering for de prøver, som kommer til maj og absolut ikke spild af tid.

Dette indlæg handler IKKE om prøveformerne. Det er jo et kapitel for sig. Indlægget handler heller ikke om den præsentationskultur, som uddannelsessystemet er præget af. Det er en supertanker at ændre på disse parametre.

 Jeg prøver blot at reflektere over, hvad en uge med terminsprøver kan eller ikke kan. For, om vi vil det eller ej, så skal vores unge mennesker til prøver i maj, og de er en del af præsentationskulturen, som præger vores land. Derfor er det min klar overbevisning, at vi skal ”undervise” i at gå til prøverne.