Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Børnenes Ole ville være fyldt 80

Året er 1967, og et paradigmeskifte i dansk børnelitteratur står for døren. Der er endnu ingen, der ved det, men hvor skulle man også vide det fra? Det var jo nyt. Nyt, interessant og grænseoverskridende.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nye karakterer skød op i bøgerne. De danske børnelæsere og til tider lettere chokerede voksenlæsere, kunne pludselig støde på en cykelmyg, en dreng og hans pony, en snøvs, en ABC på rim og så var der en historie, der tog sit afsæt i et hønsehus i en lille by, hvor der boede en dreng ved navn lille Virgil. Det er om ham og ikke mindst forfatteren bag, som du skal læse om nu. Forfatteren ville have været fyldt 80 år i dag.

Historien om denne mærkværdige dreng, der boede alene og stod op om morgenen og drak rød sodavand, var skrevet af Ole Lund Kirkegaard. En skolelærer fra Skanderborg, der året før havde vundet en novellekonkurrence i Politiken med en novelle, der handlede om netop lille Virgil, der møder en tohovedet drage. Novellen fik senere sit eget kapitel i bogen Lille Virgil, der i øvrigt kan læses episodisk i modsætning til størstedelen af Ole Lund Kirkegaards senere forfatterskab.

De fem store

Professor i børnelitteratur, Torben Weinreich, har kaldt Ole Lund Kirkegaard for en fornyer af dansk børnelitteratur (Weinreich, 2003). Denne fornemme titel må Kirkegaard dele med Flemming Qvist Møller, Cecil Bødger, Benny Andersen og Halfdan Rasmussen, der i nævnt rækkefølge stod for de fire ovenfor nævnte værker. Alle værker, der præsenterede noget ganske nyt for børnelitteraturen i Danmark.

Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Janus Neumann er Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver. Hans opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i fagene – så du er meget velkommen til at kontakte ham, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: janusneumann@hotmail.com

Disse bøger banede vejen for en hel ny type af selvstændige, modige og begavede børn, som vi hidtil havde set hos Astrid Lindgren, der turde vise sine børnehovedpersoners fulde potentiale. Det samme gjorde sig gældende i de fem store fra 67. 

Hvad var det egentlig Ole Lund Kirkegaard kunne? Hvad var det han bibragte børnebøgerne? Hvorfor er hans forfatterskab tilsyneladende udødeligt?

Svaret er enkelt: Originalitet. Ole Lund Kirkegaard var en original i ordet allerbedste og kærligste betydning. En mand, der simpelthen elskede at fortælle for børn. Bevæge sig blandt børn. En mester i at opfange, hvad børn sagde. Hvordan de i deres uspolerede umiddelbarhed brugte sproget i deres lege og dialoger. Lille Virgil er ikke et belæst barn, men han er nysgerrig og suger til sig af indtryk og de inputs, han får fra sine omgivelser. Hans nysgerrighed er oprigtig. Sokratisk, som en anden Kierkegaard, ham med e, ville udtrykke det.

OIe Lund Kirkegaard skrev på børnenes præmisser, og hans bøger udfolder sig til tider lige så fabulerende som de børnelege, der dannede inspiration til dem. De rummer en kaotisk sammenhængskraft, som meget få forfattere evner at håndtere, for selv om historierne farer vidt omkring fra Pjort til Kikkebakkeboligby, så holdes de stramt og bringer læseren sikkert ud på flyvende tæpper, ned ad floder, op på høje damecykler og i selskab med et ikke uvæsentligt gult næsehorn. 

De interessante voksne vil børn noget godt

Sproget i det Kirkegaardske univers er et kapitel for sig, og er kun alt for flygtigt nævnt her. De børn, vi møder i bøgerne, har været med til at danne skole for de børnehovedpersoner, vi møder i dag. Børn, der er uafhængige af voksne. Børn, der kan tænke selv og som ikke finder de voksne særlig brugbare. En skoleleder fortalte mig engang, at børn knytter sig til interessante voksne. Med det mente han voksne, der vil børnene noget oprigtigt. Han havde ret, og det var det, Ole Lund Kirkegaard ville. Han ville nå ud til børnene og fortælle dem historier, han selv fandt morsomme. De interessante voksne i bøgerne er ikke forældrene, lærerne eller cirkusdirektørene. Det er kanonkongen, købmanden med græs på taget og kaspersfrø i haven. Det er landevejens farne svend eller gamle El Faza, der har et flyvende tæppe. Kort sagt de voksne, der bryder normerne. Det samme gør børnene, og det er de børnetyper, vi stadig ser i vores børnelitteratur i dag. 

Skolelede og buksevand

Bag al humor ligger alvor, og selvom alvor ikke er noget, der umiddelbart forbindes med Ole Lund Kirkegaard, så var den der alligevel. Vi så den i Gummitarzan, hvor den sårbare og udsatte Ivan Olsen må hjerteskærende meget igennem. Der er intet opbyggeligt i bogen, for Ivan Olsen oplever kun lykken én enkel dag, hvor han kan alt og lidt til. Den næste dag er det hele væk og glemt. Der er tilsyneladende ingen, der har bidt mærke i, at Ivan Olsen for en gangs skyld kunne noget. Han er tilbage til ydmygelser, skolelede og buksevand. Ingen AKT til Ivan Olsen. Han må klare sig selv med en far, der kalder ham en uduelig vatnisse.

Samme alvor så vi også i Ole Lund Kirkegaards eget liv. Han blev kun 39 år, og hans succes betød ikke kun landsdækkende hæder, men også hårdt arbejde og et alkoholmisbrug, der kostede ham dyrt. Da succesen tog fart, måtte han stoppe som lærer, og dermed fjernede han sig fra sig fra sine primære inspirationskilder, nemlig børnene i klasseværelset og i skolegården, der lyttede med store ører og øjne, når Ole, ikke Hr. Kirkegaard, fortalte historier, hvilket han gjorde tit. 

Det er dog som om, at Ole Lund Kirkegaard er klar over, at børn har alvor nok i deres hverdag, og derfor skal de ikke møde den i børnebøgerne, hvorved Gummitarzan i øvrigt på flere punkter er enestående i forfatterskabet.

Snup en lakridspibe

Vores børnelitteratur skylder Ole Lund Kirkegaard meget. Hans betydning kan ikke undervurderes. Han læses stadig i 2020 og alene antallet af film, teaterforestillinger, udstillinger og undervisningsforløb tegner sit helt eget billede. Det tegner et omrids af en mand, der var den nonsenssprogets og ironiens mester. En mand, der fortalte for børn, og ikke mindst en mand, der ville børnene noget. I dag ville han være blevet 80 år, og mon ikke dagen var blevet fejret med en lakridspibe eller to? Ikke et kaspersfrø, for hvis man ikke er købmand og har et hus med græs på taget, for det ens næse til at voksne flere meter. Det siger købmanden selv. Biksen, baksen, børen, ud ad døren eller bliv indenfor og læs en børnebog.

Powered by Labrador CMS