En bil har både en speeder og en bremse

Jeg vil på forhånd undskylde for brugen af den fortærskede rejsemetafor. Den er på mange måder slidt op i underholdningsprogrammer som X-factor og Den store bagedyst, hvor almindelige mennesker får sig en tur i mediemaskinens rutsjebane. ”Det har været en fantastisk rejse…” er en sætning, som efterhånden er ulidelig. 

Men det gør ikke metaforen dårlig. For på mange måder er livet en rejse på til tider oprørte vande – for der er noget grundlæggende usikkert ved at bevæge sig gennem livet. Hvordan vil det gå mig? Og således nærmer jeg mig dette indlægs ærinde: uddannelsessystemet og særligt den del, mange af os arbejder i, nemlig folkeskolen. 

Man kan med jævne mellemrum læse debatindlæg, hvor unge mennesker kommer med nødråb ude fra virkeligheden. Senest Alberte Sehested, som i Politiken 12. okt. fortæller, hvordan hun oplever, at uddannelsessystemet knækker hende og vennerne. Depression og (præstations-)angst. 

I folkeskolen kender I sikkert sangen: Nationale test, målstyring, elevplaner, uddannelses-parathedsvurdering, eksaminer i alle fag og adgangskrav til ungdomsuddannelserne. Det er fuld fart fremad, og jeg er selv en del af dette cirkus – venligt og naturligvis altid til elevernes bedste. Men jeg er også i stigende grad blevet bevidst om min egen rolle i dette ræs i dødsdromen. For så længe vi bevæger os fremad og holder en høj hastighed, så falder vi ikke ned. Men det er stadig en farlig leg, hvor man kan styrte – og det gør nogle af de unge mennesker. 

I stedet for et næsten religiøst sigte mod at bevæge os fremad, så skal vi blive bedre til at flytte fokus og lade os bevæge. Det må ikke forstås sentimentalt, men bredere som oplevelser, stemninger og erfaringer.

Lad udsagnsord, analysemodeller og læseprøver ligge en tilfældig tirsdag. Sæt i stedet ”Åses død” (Edvard Griegs ”Peer Gynt”) på og spørg eleverne, hvad de tænker på. Gå en tur ud i naturen, fang et par elever og fortæl dem, at det til syvende og sidst ikke handler om stand-punktskarakterer. At du – hvis I mødes om 20 år – formentlig ikke vil kunne huske deres karakterer, men derimod hvem de var som mennesker. At vi er mange, som har fået et nogenlunde lykkeligt liv med middelmådige karakterer fra tid til anden. 

Selvfølgelig skal man lære noget, og selvfølgelig skal man arbejde for det, men det er kun den halve sandhed om skolen. Som den svenske forfatter og pædagog Ellen Key siger: ”Dannelse er, hvad der er tilbage, når man har glemt det, man har lært”.

Giv rum til et spørgsmålsfællesskab om, hvad der virkelig betyder noget – bare en gang imellem. Smid Picassos ”Guernica” op på smartboardet og lad analysemodellen blive i tasken. Spørg helt simpelt eleverne, hvad de ser og tænker. Find selv på flere ting, som har det til fælles, at de ikke nødvendigvis peger ind i pensum og en anvendelighedstankegang. Hvis ikke folkets skole er stedet for dette, hvor skulle det så være?        

Måske skal vi lidt oftere træde på bremsen og stoppe op – og lade os bevæge. Måske kommer det tifold igen.  

Husk på, at en bil har både en speeder og en bremse – og begge dele skal bruges, hvis man vil komme sikkert frem.