Må man slukke lyset, før det er blevet tændt?

Jeg skal skynde mig at indrømme, at titlen på dette indlæg er tyvstjålet fra en artikel i Information for en del år siden. Her udspandt der sig en debat om, hvorvidt der findes temaer, som ikke er egnede for børn. Med afsæt i Steffen Larsens anmeldelse af Stian Holes billedbog, ”Garmans gade” og med reference til K.E. Løgstrups kronik fra 1977, hvor han skriver, at ”kun en nidding tager livsmodet fra et barn” med adresse til Bent Hallers ”Katamaranen”, så blev der i artiklen argumenteret for og imod børn og unges robusthed i forhold til litteraturlæsning. Den overvejelse kender de fleste dansklærere formentlig alt til. 

Men mit ærinde er et andet. For jeg konfronterer oftere og oftere mig selv med overvejelser over, hvor robuste mine elever egentlig er, når jeg tager temperaturen på verdens tilstand. Jeg tænker her især på de hidsigt tiltagende klimaforandringer, men også udsigten til hidtil usete flygtningestrømme som følge af netop klimaforandringerne, en amerikansk præsident uden sidestykke, en voksende nationalisme i vores europæiske baghave, evig frygt for terrorisme, demagogers forsøg på destabilisering af de vestlige demokratier osv. For enden af denne bekymrende udvikling ligger krigens uhyre måske. Man kan nemt få fornemmelsen af, at det hele går ad H…… til. Tag for eksempel et kig på The Doomday Clock, som sidste år blev rykket faretruende frem til to minutter i tolv. Eller som den internationale kommentator Anne Applebaum for nyligt sagde i Politiken: ”I mit voksne liv kan jeg ikke huske så dramatisk et tidspunkt som nu.” 

Nu vil mange af jer læsere formentlig sige, at verden altid har været et farligt sted at være. Sandt nok…og grundlæggende mener jeg også, at det gode altid vinder – til sidst. At det nok skal gå. Men som undervisere må vi spørge os selv, om der er et balancepunkt mellem at give eleverne viden om, hvordan verden ser ud – og samtidig holde øje med, at de ikke mister livsmodet. 

For det er jo som altid den kommende generation, der skal redde verden. Det kan de kun, hvis de ved, hvad der er galt med den. Men er de i stand til det, hvis de ligger og raller under gulvbrædderne, fordi vi har kørt dem over med sortsyn? Man skal vel ikke komme mere bange hjem fra skole, end da man gik derover om morgenen. Det ansvar må vi lærere tage på os.