Ikke et ord om nationale test

Min mand er maskinarbejder på en produktionsvirksomhed. For snart ti år siden indførte man et nyt, lovpligtigt middel til at måle kvaliteten af de fremstillede produkter i hans branche. Her var tale om et helt unikt redskab, som var i stand til at måle langt mere præcist, end man nogensinde før havde set, blev det lovet. Det skulle sætte helt nye standarder for kvaliteten af det udførte arbejde. 

Ret hurtigt stod det klart for min mand og kollegerne, at resultaterne jævnligt adskilte sig fra de målinger, de udførte med det sædvanlige udstyr, og til tider forekom decideret misvisende. De gik selvsagt til ledelsen og videregav deres observationer, men denne måtte henvise til, at beslutningen om implementeringen af det nye værktøj kom oppefra, og at man ikke lokalt havde indflydelse på den påtvungne brug heraf.

Man talte og skrev meget om fejlmålinger og uforklarlige resultater både internt og eksternt i hans branche de følgende år. Nogen kæmpede utrætteligt for at påvise, at redskabet slet ikke levede op til den lovede standard, og fra tid til anden blandede også kunderne sig i debatten og udtrykte mistillid til redskabets egenskaber. Enkelte kunder frabad sig sågar at lade deres bestillinger udsætte for målingerne. Hér satte man dog fra øverste hold ind og gjorde det klart, at resultaterne var uantastelige og brug af redskabet obligatorisk. Det pointeredes, at det rent faktisk havde kostet adskillige millioner at udvikle dette, og overfor de faglærtes skepsis enten lukkede man ørerne eller antydede, at de nok bare ikke brød sig om at få målt kvaliteten af deres produkter. 

Sådan forløb næsten ti år. Målingerne fortsatte - det var jo bestemt ved lov - og debatten blussede op med jævne mellemrum, men praksis ændrede sig ikke. 

Bomben sprang, da man fra eksperthold påviste, hvad min mand og hans kolleger hele tiden havde påtalt - at resultaterne ikke var valide. Det viste sig nu, at dette havde været kendt viden af en inderkreds af de ansvarlige i et par år, men at man ikke havde fundet det nødvendigt at gribe ind i den tvungne brug af redskabet. 

Efter denne sene afsløring holdt man vejret i branchen - NU måtte der handles fra politisk hold! 

Men: Indtil videre fortsætter man praksis. Argumentet lyder blandt andet, at det jo ikke er skidt med målingerne, valide eller ej, når bare de ikke står alene. 

Jeg forstår til fulde min mands og hans kollegers vrede og frustration over forløbet. Herunder, at de har måttet videregive fejlagtige oplysninger om produktkvalitet til deres kunder og lovet dem for meget eller for lidt. 

Og her er det så, jeg glæder mig over at arbejde i et fag, hvor man i bevidstheden om, at der er tale om små mennesker, træder langt mere varsomt og ansvarligt. Børn er jo ikke ting eller maskiner, som bekendt.