FakeNews og fluebensnyheder

Jeg har lige holdt mit foredrag om FakeNews for 9 og 10 klasser i Odense. Givet dem indsigt i, hvordan de skal kunne skille ligegyldigt skrald fra noget væsentligt - og hvad de selv kan gøre for, at dele deres egen viden med andre. Efter to timer kom jeg udenfor, hvor en overskrift på Ekstra Bladet kæmpede om opmærksomheden med andre reklamer i bybilledet - på forsiden raket-madsen og en tekst om, hvorfor det er væsentligt for politiet at finde hans mobil på bunden af havet. Straks råber hjernen nysgerrigt deroppe og den købte avis afslører, aldeles overraskende, at “der kunne ligge noget på telefonen, der giver flere svar”. Se det er alle pengene værd.

En sådan historie er ikke FakeNews. Den er bare snot dum. Og den er ikke mindst ligegyldig at spilde hjernekraft på. Men den spiller en rolle for fællesskaberne vi er del af. Her skal man helst vide det nyeste nye om alt, for at kunne tale med. Man behøver ikke vide ret meget. Ingen fordybelse nødvendig. Men man skal vide en lille smule, så de andre ikke tror man er dum. Derfor lever medierne lige nu højt på at informere om så meget som muligt, uden at gå i dybden. Og vi blir dummere time for time.

FakeNews har alle dage været her. Jeg sagde op fra TV i 2000 på grund af netop en fornemmelse af, at vi lavede FakeNews - eller i hvertfald ligegyldigheder. Nu er det pludselig på alles læber, fordi det har fået et smart amerikansk navn - men vi har altid skullet forholde os mediekritisk. Folkeskolen har i mange år haft det som en opgave, og det er vanskeligt stof. Hvordan kan man undervise unge mennesker i at skelne, når det ene valg er nærmest værre end det andet?

Mange lærere forsøger at få børnene til at forstå, at avispapir er den rette kilde til viden. Men det er jo undervisning i noget, der vil være helt væk, når de unge bliver større. Vi andre læste jo også først avis med velbehag, da vi nærmede os trediverne. Dermed underviser nogle i et medie, som næppe er væsentligt at kende om 10 år?

Mediebilledet vil blive en urskov af information - i større grad end nu. Udfordringen bliver både at lære dem at bruge sund fornuf, det kniber selv for os voksne - men primært at lære de unge at klikke på ting, de ikke ved i forvejen. Ved at sætte flueben kan man jo sammensætte sine egne nyheder - og man vælger for det meste ting, man synes om i forvejen. Nyhedsudsendelser med selvvalgte emner består dermed af krimistof, celebrity og fodbold, mens politik og aktiekurser vælges fra. Deri består det farlige. Hvis vi ikke gør de unge opmærksomme på, at man først er klog, når man sætter flueben ved det ukendte, får vi tomheden. Og det er nok skolens største opgave, at få interessen for det ukendte ind med modermælken.

Vi famler i blinde. Alle medier er målrettede og i pengenød og historierne bliver derefter. Enten fordi de sukker efter læsere og lokker med formålsløs clickbait - eller fordi der ganske enkelt ikke er ressourcer til at lave ordentlig journalistik. Der er ligeså lidt tid til research i pressen, som der er forberedelsestid for lærere i folkeskolen. Og alle lærere ved jo, hvad manglende tid til forberedelse gør ved kvaliteten.