Dansk på læreruddannelsen
Blog
Mens vi venter…
Udspillet til en ny læreruddannelse lader vente på sig. Hvad med at bruge ventetiden fornuftigt? Fx til at tænke grundigt over, hvordan den nye uddannelse i skal sættes i søen.
Som bekendt arbejdes der for tiden med konturerne af en ny læreruddannelse. Ministeriet har nedsat en arbejdsgruppe, der i starten af oktober skulle aflevere et udspil til politikerne, så de kunne have tid til at kigge på sagerne og klare de politiske knaster. Men udspillet lader vente på sig, og tiden går…
Udmeldingen har ind til nu været, at den nye uddannelse skal sættes i gang på professionshøjskolerne allerede i sommeren 2022. For hver dag, der går, virker det mere og mere som en overoptimistisk plan. Politikernes arbejde kan trække ud, og når de er færdige med en ny lov, skal ministeriet skrive bekendtgørelse. Med realistiske briller er det svært at se, at der skulle være tid til derefter at få omsat rammerne til virkelighed for de studerende inden studiestart 2022.
Det er der sikkert nogle af arkitekterne, der vil begræde. Når der bliver talt for at sætte hurtigt i gang, kan det nogle gange lyde som om, at læreruddannelsens popularitet hos de unge står og falder med en ny uddannelse. Den analyse tvivler jeg på. Men jeg er helt sikker på, at det vil være en skidt start for en ny uddannelsen, hvis man jager den igennem.
Så hvad med at tage ja-hatten på og tage forsinkelserne som en gave. Erfaringerne fra tidligere forhastede revisioner af læreruddannelsen har med al tydelighed vist, at hurtigt ikke er det samme som godt. Det er der ingen grund til at gentage. Som rygterne vil vide, er der bl.a. udsigt til at modulerne forsvinder, og at praktikken i højere grad skal være en del af undervisningsfagene. Det er gode takter, men det betyder, at både fagene, praktikken og lærerens grundfaglighed skal grundrevideres. Sådan en revision kan kun lykkes, hvis underviserne har mulighed for at arbejde sammen om det over længere tid. Det er svært at se, hvordan det skulle kunne presses ind på et par uger/måneder i foråret 2022.
De kække vendinger står i kø, når idéen om at lade den nye uddannelse starte i 2022 lanceres: Vi skal asfaltere mens vi kører, og vi skal ride samme dag som vi sadler. Måske er det værd at minde uddannelsesarkitekterne om en mere besindig af slagsen: Hastværk er lastværk.