Praktik, ja tak, men ikke snik-snak

’Hands-on’ synes at være et mantra blandt nogle i diskussionen om praktik i en ændret læreruddannelse. På dansk ved vi jo, at det er godt med fingre i bolledejen, og et staldtip hist og her er ikke til at kimse af. Hvem siger lige nej tak til pakken med det skræddersyede lyrikforløb i forventning om, at fagdidaktikkens kvadratur er løst?

https://www.folkeskolen.dk/1860049/fremtidens-laereruddannelse-skal-vaere-mere-hands-on

Ingen tvivl om, at håndværk er vigtigt. Men fremtidens dansklærer skal helst ikke bare have dej på fingrene og baglommen fyldt med staldtips. Når de lærerstuderende forlader studiet, skal de også gerne gøre det med heads ups, og den dimension fylder for lidt i praktikken og i debatten om den.

For det første skal læreren kunne løfte hovedet fra den daglige praksis og tage del i udviklingen af faget. Dansklærerens job er ikke en forvaltningsstilling, hvor bestemte procedurer kan gennemføres som rutineret håndværk. Faget forandrer sig og skal forandres, fordi den tekstverden, som børn og unge færdes i, aldrig står stille, og fordi ’det danske’ i dag er et andet end det var i går. Didaktikeren Erling Lars Dale argumenterede for, at en vigtig del af lærerens arbejder bør være at diskutere nye forløb, læreplaner og fagenes identitet i lyset af samfundets udvikling – ellers risikerer man at skolen taler forbi børnene. Praktik handler altså også om at skabe rum for, at den studerende udfordres i sine billeder af, hvad man kan og skal med faget. Praksis er også, når lærere arbejder sammen om at udvikle fag og undervisning – langt fra bolledej og staldtips.

For det andet er det også med at få heads up, når det gælder den fagidentitet, man som nyuddannet møder op med. Al begyndelse er svært, men klares bedst, hvis man allerede fra start kan sige med stolthed: ”Jeg er dansklærer, og jeg har en begrundet mening om, hvordan faget bedst gribes an” – også når man sidder over for den mere erfarne kollega. Praksis er også at gå ind ad døren om morgenen, fordi man har noget på hjerte.

Begge dele kan kun lykkes, når lærerstuderende, praktiklærere og undervisere på læreruddannelsen ser det som en fælles opgave ikke (bare) at videregive gårsdagens fagdidaktiske trends, men man at skabe refleksionsrum. Det er en udbredt misforståelse at praksis kun er noget det foregår med hænderne – god praksis er også at tænke over, hvad man gør og at handle anderledes, når det giver mening. At løse den opgave handler mere om organisering af praktikken end om mængden af praktik.

I alt for mange praktikforløb står lærerstuderende sammen med en praktiklærer, hvor chancen for en god fælles proces er for ringe: Uddannelsen af lærere til praktikvejledere optræder i mange hensigtserklæringer, men omsætningen halter i den grad. Det er et fåtal af praktiklærere der har fået den efteruddannelsen der skal til for at varetage den vigtige uddannelsesopgave, det er at have praktikanter – og nogle gange bliver vejledning til snik-snak. Matchet mellem den studerendes faglige profil og det faktiske skema kan også gå i vasken: udskolingsstuderende får indskolingselever eller den danskstuderende på 2. studieår står sammen med gymnasieeleven, der er ansat som fast vikar. I læreruddannelsen er underviserens mulighed for at være tæt på de studerendes praktik blevet forringet i nogenlunde samme takt som 2%-grønthøsteren er kørt hen over uddannelsen.

Så i stedet for per automatik at tænke, at mere praktik er bedre praktik, bør man starte med at gøre den eksisterende bedre. Så vil fremtidens nyuddannede måske allerede fra første dag bedre kunne løfte hovedet og sige: Jeg er dansklærer.

https://www.folkeskolen.dk/1859566/nu-starter-arbejdet-med-at-aendre-laereruddannelsen