”Du siger det ikke til mine forældre, vel?”

Foto: Flickr.com

Jeg har mange forskellige kasketter på, når jeg indtager matriklen på min arbejdsplads. Jeg er langt fra kun en lærer, som underviser i danskfaget og efterfølgende forlader skolen igen.

Hen over de seneste par år ser jeg et mønster i, at flere af mine elever har mere brug for at dele ud af udfordringer og bekymringer fra deres liv.

Selvfølgelig er det også en del af klasselærer-jobbet at kunne lytte og give gode råd, men en gang imellem efterlader det mig i et dilemma. For hvornår er jeg den fortrolige voksne, som en elev kan bruge og læsse af hos? Og hvornår er det min pligt at kontakte hjemmet?

Relationen til eleven

Grænsen kan være vanskelig helt at definere, og det vil altid være en afvejning af den enkelte situation.

Men der er også en hel del relation på spil i mødet med eleven. For jeg kan nemt ”tabe” elevens fortrolighed ved at kontakte hjemmet omkring småting. Det bliver straks sværere at negligere, hvis der er større ting på spil.

Vi kender nok alle rammerne for arbejdet med eleverne. Vi skal kontakte hjemmet ved bekymrende adfærd. I særlige tilfælde skal vi også gå videre og underrette.

Men den gråzone, der ligger og bobler midt imellem trivsel og decideret mistrivsel, er meget vanskelig at navigere i. Det er vigtigt at holde sig for øje, om det, jeg oplever eleven fortælle, er alvorligt. For indimellem kan man også slå koldt vand i blodet og med fordel blive et lyttende øre frem for handlende hænder.

De svære samtaler

Graden af alvor i fortællingen vil altid afgøre, hvilken rolle jeg tager på mig som lærer. En helhedsvurdering af eleven, familien og situationen er kompleks, men den ender altid ud i et valg fra mig – skal det her videre, eller skal det ikke.

Indimellem skal vi træffe det vanskelige valg at informere på trods af elevens ønske om det modsatte. Det kan føles voldsomt, og det kan også koste elevens tillid. Men som regel vil der dybt i de fleste mennesker/elever alligevel ligge en forståelse af, at her var en voksen, der traf et valg for at passe på mig.

Disse svære samtaler, situationer og valg er gang på gang med til at gøre mig bedre kvalificeret i forhold til at vurdere.

Derfor vil jeg ikke være de svære samtaler foruden. De er ikke altid rare eller behagelige, men de er altid med til at definere, hvordan jeg i denne situation varetager et barns bedste – ved at gå videre med informationen, eller ved ikke at gøre det.