I morgen skal jeg igen være omstillingsparat

Foto: Nenad Stojkovic/Flickr.com

I ugerne op til påske fik vi en enkelt dag om ugen endelig lov til at have hele klassen samlet – dog til udeundervisning. Fokus her var mest på det sociale – specielt når der hverken var mulighed for bænke eller borde på vores udeareal.

I morgen må vi så endelig komme indenfor i vores kendte klasselokale men dog ikke i det almindelige skema. Min ledelse har prioriteret fagdage, så klassen får en hel dag med f.eks. dansk, matematik eller engelsk. Endnu engang kræver dette nye tiltag omstilling, da vi på vores skole ikke er vant til at køre fagdage. Det er lidt en mundfuld for eleverne, der som oftest glædes ved variationen i timerne og fagene.

En bredere strategi søges

Jeg glæder mig til at se min klasse i morgen, for selvfølgelig bliver det en god veksling mellem det sociale og det faglige. Alligevel kan jeg mærke, at jeg efterhånden er ved at blive en smule slidt af alle de forskellige måder, former og tanker omkring, hvordan undervisningen skal køre ”corona-sikkert”.

Jeg ved, at det er sådan, det må være, men jeg kunne godt have tænkt mig en lidt bredere strategi undervisningsmæssigt – en plan der strakte sig lidt længere end blot til det næste skifte.

Jeg ved, at situationen hele tiden ændrer sig, men hvor ville jeg ønske, at vi f.eks. havde tre forskellige stadier, vi kun jonglere med. I stedet vælter der konstant nye tiltag ned over os. Så er det virtuelt, så må de udsatte godt komme på skolen, så skal vi være ude konstant, så er det ind med fagdage osv.

I min optik burde vi operere med et minimum-, et mellem- og et maksimum-stadie, hvor vi som skole havde en strategi klar for:

Nedlukning     -     Gradvis åbning     -     Genåbning

Det ville give et overblik til både lærere, elever og forældre. Alle ville vide, hvordan de skulle håndtere de enkelte stadier, og der ville komme en rutine i skiftene mellem dem.

Det manglende overblik

Det her med en lille åbning og så ellers fri leg landet rundt til, hvordan man eksekverer sådan en, er jeg noget uforstående overfor.

Muligvis er tingene mere komplicerede end som så, men vi kunne vel i teorien beslutte, at sådan ville vi agere.

Det ville give de fleste et kærkomment overblik og en tryghed i form af en vis rutine – og samtidig ville omstillingsparatheden ikke være så opslidende, som den er netop nu.