Spisning efter dimission – skal lærerne have et frit valg?

Foto: Pixabay.com

Efter dimissionen forholder det sig nogle gange således, at eleverne og deres forældre inviterer lærerne med til spisning et andet sted end på skolen. Det sker tit på de steder, hvor skolen ”blot” inviterer på udlevering af prøvebevis samt lidt efterfølgende snacks.

Nogle lærere tager imod den velmenende invitation, og andre gør ikke.

Er det nødvendigt, at vi har en fælles holdning på skolen?

Diskussionen i sådanne sager her kan nemt gå på, hvorvidt det er hensigtsmæssigt, at skolen sender blandede signaler ved, at nogle lærere kommer, mens andre ikke gør.

Kan klasserne og forældre generelt føle en snert af emotionel forvirring i forhold til lærere, der vælger klasser til og fra.

Skal der en være en fælles holdning?

For at sikre en fair opmærksomhed på klasserne og deres arrangementer kan det være en fordel at aftale, hvad holdningen er på skolen.

Men hvad så hvis skolens fælles beslutning bliver, at medarbejderne ikke deltager i arrangementer som disse – og man som lærer har et ønske om at deltage i en forsamling, hvor der netop er tid og plads til at sige de sidste farvelord?

Er det ikke en del af vores arbejde netop at sige ordentligt farvel og lade det personlige skinne igennem på særligt sådan en aften?

Diskussionen er svær, for den bliver nemt personlig, da mange heldigvis er stærkt engageret i det daglige arbejde og elevernes skæbner.

Er det vigtigt vi som skole finder en fælles holdning og dermed undgår differentieret ”fritids-prioriteringer” til disse efterfester, eller kan en dannende organisation godt bære, at de individuelle behov fra lærerne råder frit?