Folkeskolens danskrådgiver

Blog

Udeundervisning: Eleverne fortjener vores engagement

Jeg havde bestemt ikke armene over hovedet, da beskeden fra øverste instans lød på en daglig udeundervisning pr. uge, men efter at have set hvilken effekt det havde på mine elever, at min klasse endelig var samlet i sidste uge, gjorde det mig oprigtig glad. Eleverne har været adskilt fra deres normale hverdag, og derfor er vores engagement som lærere så vigtigt i deres retur til skolen og dens hverdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: Privat

Fire timer med forskellige spil, udfordringer, teambuilding samt walk and talk-øvelser sendte mine elever hjem med et smil på læben forleden. Glæden var ikke til at skjule, da min teammakker og jeg sagde farvel og tak for en god dag. Vi afsluttede dagen med et fælles foto og sendte det hjem til både elever og forældre med titlen: ”Adskilt i tre måneder – gensynsglæden var stor”.

Folkeskolens danskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens danskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: trinehemmer@hotmail.com

Dagen efter talte jeg med en veninde, som også har en dreng i udskolingen – dog i en anden kommune. Han var kommet enormt skuffet hjem og havde fortalt, hvordan deres første dag havde budt på en rundboldkamp og fri over en time før tid. Lærerne havde stået og frosset uden at deltage, og eleverne var gået sporadisk til og fra.

Disse elever havde heller ikke set hinanden i tre måneder. 

Vores ansvar overfor eleverne

Ikke et ondt ord om rundbold, men jeg synes virkelig, at vi skylder vores elever lidt mere engagement end en dagsorden udelukkende bestående af et boldspil, der måske bare skal fylde tiden ud. Det er helt ok, at man som lærer synes, at dette tiltag er helt uholdbart, men vi har et ansvar overfor eleverne. Det er naturligvis ikke holdbart i længden at være ude, men jeg tror, det er vigtigt, at vi som opstart tager os selv i nakken og giver eleverne en god oplevelse.

De har ventet længe på at se hinanden, og det skal helst være rart med den ”første kontakt”. Så må vi tage vores evt. frustrationer med til ledelsen eller videre, hvis vi finder situationen uholdbar.

Dette er jo ikke elevernes skyld!