Når kompetencerne går ind...

En ny udgave af Fælles Mål er på vej – forenklet, forsimplet, forkludret, forvirret, for hurtigt eller for sjusket? Uanset hvordan man vælger at beskrive både  tilblivelsesprocessen af Nye Fælles Mål og de formuleringer, den har ført til, er virkeligheden den, at vi alle sammen skal forholde os til Undervisningsministeriets nye tjekliste, når vi om et års tid sidder med årsplanlægningen foran os. Det må vi gøre med også tjeklistens mangler i bevidstheden.

Der er sagt og skrevet meget om det regneark, ministeriet har søsat i håbet om at gøre læringen i faget dansk ensrettet, tydelig og ikke mindst målbar. Tager vi det positive først, er det rigtig fint at få indtænkt procestanken i danskfagets kerneområder. Vi kan nu, næsten og i hvert fald med lidt rigtig god vilje, se en sammenhæng i den faglige udvikling fra 1-9. Klasse. På nogle områder.

Når det så er sagt, må vi vende blikket mod et par af de mindre heldige elementer i det nye udkast til Nye Fælles Mål. Særligt to pointer slår mig som temmelig uhyrlige i tænkningen bag de nye mål.

1. ’Eleverne’ er blevet til ’eleven’. Idéen om fælleskab som fundament for læring er altså fjernet. Selvom tanken om at udfylde rollen som den Sokratiske underviser da er besnærende, er det i mine øjne noget virkelighedsfjernt, og ikke mindst langt væk fra den traditionelle organiseringsform, folkeskolen har fungeret efter. ’Enhver for sig selv’ er ikke rigtig forenelig med den danske pædagogiske tradition – ej heller bør den være et fremtidigt ideal i en skole, der mere end nogensinde trænger til at stå sammen om de fælles udfordringer, fremtiden byder.

2. I Nye Fælles Mål er alle erkendelses- og dannelsesmål forsvundet som dug for solen. Og det er jo egentligt noget paradoksalt! Argumentet må være, at de ikke er umiddelbart målbare og derfor ikke mulige at integrere i en kompetencetænkning.

For så vidt er det jo korrekt, idet elevernes umiddelbare kompetenceniveau på afgrænsede fagområder ikke stiger i målbar forstand.

Men kigger vi lidt længere frem end et afsluttet grundskoleforløb, bliver sagen pludseligt en helt anden. For er dannelse ikke netop det, der gør, at man ved hvad man kan bruge sine færdigheder til? At man frem for at blive et passivt tandhjul i samfundsmøllen, bliver i stand til anvende sine kompetencer på konstruktive og nye måder, som skaber fremdrift og udvikling?

Når man fjerner dannelsen som mål, kommer man uvægerligt til at opfatte mennesket som en maskine. Det synes jeg ikke vi som lærere skal bidrage til.

Læs i protest

Men hvad kan man gøre, når hjulene ruller, og Antorinis embedsapparat spiller mere med musklerne end op til dans? Vender vi blikket bagud og kigger godt et år tilbage, bliver vi hurtigt klar over, at højlydte protester og beklagelser ingenting hjælper. Snarere tværtimod.

Derfor foreslår jeg følgende strategi: Læs! Læs meget! Læs langt!

Lige til højrebenet ligger det jo at gribe til romanen som middel til at gennemføre denne strategi. Romanen er dog, ifølge de snart hedengangne fagkonsulenter, trængt i disse tider. Især i udskolingen bliver der opgivet færre og færre romaner til afgangsprøverne, hvilket jeg synes er ærgerligt, men også ret underligt.

For er der ikke en gran af sandhed i, at grunden til at vi nu befinder os i den ubeskriveligt lykkelige situation, at vi hver morgen står op og fyldt med litterær begejstring drager mod vores skoler, for at videregive følelsen, vi sidder med, når vi er færdige med endnu en fremragende roman -  at livet har åbnet sine døre lidt mere end bare på klem, og med ét væltet indsigter ned over os, så de store sammenhænge med ét står så tydeligt, at vores synapser bryder ud i spontan jubelsang over alle de forbindelser, de pludseligt kan skabe?

Romanlæsning fører ikke til umiddelbart målbare kompetencer. Romanen kan aldrig blive et læringsmæssigt ’quick fix’, ej heller føre til noget håndgribeligt brugbart. I hvert fald ikke med det samme, og det er en værdi jeg sætter stor pris på, for til gengæld kan læsning af større, mere komplicerede værker lede til noget helt andet: nemlig lyst til at læse mere, lyst til fordybelse, nysgerrighed og en nuancering af livs- og menneskesyn.  Min påstand er, at den, som læser mange og varierede romaner, gror. Både forstandsmæssigt og empatisk. Nu nærmer vi os kernen af det, den gode grundskole også bør tilbyde.

Romanlæsningen kan, i kraft af at udbyttet er så umålbart og ikke entydigt kan styres eller kommes i kasser, derfor lede til ægte bevidsthed og udvikling. Til gode for den enkelte og for det fællesskab, de nye fagmål ellers forsøger at undergrave. Det er det, jeg før kaldte dannelse: Kundskaber, ikke kompetence, til kvalificeret og nuanceret at vurdere og handle i sin omverden. Kundskaber, ikke kompetence, til at opdage og forandre.

Så lad os i fællesskab give romanerne en renæssance og dermed dannelsen i skolen bedre livsvilkår. Både romanerne, dannelsen og eleverne fortjener det.