Blog
Forkyndelse eller fællesskab
De seneste dage har Gribskolen i Græsted vakt en del opsigt og affødt mange kommentarer på grund af deres valg om at aflyse årets julegudstjeneste. Det gøres af hensyn til de tosprogede elever på skolen, men behøver det virkelig være så sort/hvidt og julerødt?
Gribskolen har valgt at aflyse årets julegudstjeneste. Det gøres efter sigende af hensyn til de tosprogede elever på skolen på grund af det forkyndende element.
Umiddelbart er jeg uenig med skolebestyrelsens beslutning om at aflyse traditionen med at gå i kirke som en del af skolens juleafslutning, men jeg har forståelse for, at man drøfter det og tænker over baggrunden. Artiklen om indvandrerskoler, der går i kirke, bekræfter mig dog i, at der er mange flere nuancer af sort, hvid og julerød i denne problemstilling.
Derudover får det mig til at tænke på to minder fra mit eget liv.
I de gode gamle dage
Først skal vi ca. 40 år tilbage i tiden. Dengang var jeg selv folkeskoleelev, og vi gik altid til kirke i samlet flok gennem skoven dagen før jul. Det var en skøn og hyggelig tradition, men havde mere med fællesskab end forkyndelse at gøre. Som barn var det selve oplevelsen, stemningen og følelsen, der gjorde indtryk – ikke budskabet. Det skuffer måske nogle præster, men ikke desto mindre er det sådan, jeg husker det. Jeg fik endda mit allerførste kærestebrev under den gudstjeneste. Transporteret ned mellem bænkerækkerne af mange små hænder. Og hvad præsten sagde den dag, har jeg ingen anelse om. Drengens navn var René.
Mange år senere
30 år senere var jeg nyudklækket folkeskolelærer med ansvaret for en klasse, hvor der var to tosprogede elever. Jeg husker godt, at jeg selv overvejede, om det ville være et problem for dem at komme med i kirke, så jeg valgte at spørge både dem og deres forældre. De var skeptiske i starten, men da jeg havde forklaret, hvad det gik ud på, og hvor meget det betød for klassens fælles oplevelser, gik de med til det. De fik også lov til at lade være med at synge med på salmerne, hvis det føltes forkert.
Hvem ved, hvad der så skete?
Da vi sad i kirken, var de præcist lige så opslugt af stemningen som alle andre. Flere gange puffede de til mig og sagde, at de godt kendte historierne. Da præsten pludselig ville høre, om nogen vidste, hvad der så skete i fortællingen, var den ene af mine tosprogede elever den eneste ud af flere hundrede børn, der rakte hånden op. Præsten tøvede faktisk lidt og ventede på andre bud, men måtte til sidst give sig, da ingen andre markerede. Sørme, om min elev ikke svarede højt, tydeligt og korrekt, og resten af klassen begyndte at klappe helt spontant, hvilket vist ikke var helt velset i kirken.
Inklusion i bredere forstand
For mig at se handler traditioner først og fremmest om at inkludere. At invitere andre indenfor og dele noget af det fællesskab, vi har bygget op gennem generationer og stadig værner om. Har de lyst til at deltage, skal de være mere end velkomne. Har de ikke, skal de have lov til at sige pænt nej tak, men vi skal fortælle, hvad det drejer sig om, og hvad det betyder for os her i landet.
Ligesom vi alle forhåbentlig kan nyde de mange fine Luciaoptog i dag. Sammen.