Oliver digitalforstyrres 10- 12 gange pr. modul, og jeg er ikke en klovn.

Vores skole er mobilfri. Det skulle efter sigende give mere koncentrerede elever. Det gør det måske også. Bare ikke altid.

Jeg sad hos Oliver, hans rigtige navn er hans lærer bekendt, og han skulle have hjælp til dansk. Jeg sad ved ham i et par minutter. I løbet af det korte tidsrum fik Oliver så mange notifikationer fra diverse medier oppe i højre hjørne af sin skærm, at hans lærer mistede koncentrationen. Det var også ganske tydeligt, hvordan Olivers blev distraheret af de mange notifikationer. Hans øjne søgte konstant op mod fanerne øverst til højre.

Dette skal her ses i to perspektiver:

For det første udfordrer det åbenlyst eleverne, der i løbet af en dag skal forholde sig til et utal af notifikationer, læs forstyrrelser, i deres skolearbejde. Vores fælles beslutning om en mobilfri udskoling går ikke kun på undervisningen, men også på eleverne sociale omgang med hinanden i pauserne, og her er vores mobilordning en gevinst. Vi har elever, der skater, spiller basket eller firbold. Det fungerer. Det er imidlertid udfordringer med helt andre facetter, der gør sig gældende, når Olivers Mediecircus sætter gang i manegen.

Den umenneskelige distraktion

Hermed perspektiv nummer to: I vores helhjertede forsøg på at motivere vores elever med bevægelse, variation, kurser o.m.m, synes der at være en tendens til, at overse distraktionernes afgørende indvirkning. Vores motivationsarbejde går overvejende på selve undervisningen. Ikke på de rammer, undervisningen er underlagt. Vi er i dag vant til et distraktionsniveau, der kan betegnes som umenneskeligt i den forstand, at vores koncentration ganske enkelt ikke kan bære det antal forstyrrelser, vi udsættes for, hvis vi har vores notifikationer slået til på vores enheder. Og det har vi. Vi skulle jo nødig gå glip af noget. Så dør vi, misser vi en kattevideo eller et outlet.

Vi har i det stille talt om, at børns og unges krav om konstant underholdning og deltagelse ikke er tydelig i hele debatten om, hvorfor en del danske skoleelever på landsplan finder skolen kedelig? 

Den øjeblikkelige løsning findes ikke

Mit ydmyge bud er, at vi som lærere er vant til at finde øjeblikkelige løsninger på problemer. Vi er tilmed gode til det. Problemet er bare, at dette problem ikke kan løses hurtigt, fordi vi er oppe imod noget, som gamle Wolfgang Klafki ville kalde et epokalt nøgleproblem. En tendens i tiden, der på eklatant vis udfordrer vores evne til at være nærværende. I klasseværelset, i trafikken eller ved middagsbordet. 

Det er vigtigt at huske på, at vi ikke er ansat i underholdningsbranchen. Det er ikke lovbundent, at undervisning skal være kedelig. Ej heller at den skal være underholdende. Nogle gange går tingene heldigvis hånd i hånd. Andre gange er vi nødt til at overlade underholdingen til bagedyste eller danse- og sangtalenter på divergerende niveau. Så skal vi andre nok håndtere kvalificeret undervisning.

God Mortes aften derude.