Sådan arbejder du kreativt

Teaterlyset blænder os, kulissen skinner og kostumerne strammer. Vi er ved at øve overgange, og jeg skal fra min stol bag klaveret, der står lidt udenfor scenen, ind og løbe efter en af skuespillerne på scenen. Helst lidt tjept, det skal være en scene med lidt stress i. ”Du skal hurtigere ind!” bliver der råbt fra instruktørstolen. Men det er svært, jeg skal hele vejen rundt om klaveret, forbi en forstærker og op på scenen. ”Jeg skal fandme vise hende hurtigt!” tænker jeg, og rejser mig op, sætter foden på tangenterne, der giver en høj disharmonisk klang der spreder sig i hele rummet, springer hen over klaveret og ind på scenen. ”Fedt! Gør det lige igen!” kommer det fra instruktøren. Scenen er sat.

Lad mig lige træde et skridt tilbage, inden vi forvilder os helt ud på scenekanten, og i stedet tage jer med til Sydfyn. Vi er en gruppe af 7 studerende, der lige nu er i gang med at skrive speciale på Den Frie Lærerskole i Ollerup. Specialet svarer til en bacheloropgave, og vi bruger hele vores afsluttende semester i grupper på at belyse et selvvalgt emne, pædagogisk, didaktisk og praktisk. Vores gruppe har valgt at arbejde med den kreative proces i fagene dansk, drama og musik. Vi har både dykket ned i konkrete metoder i de tre fag, men vi har især arbejdet med at prøve at definere nogle overordnede begreber, som vi mener skal være til stede, hvis man vil arbejde kreativt, skabende og kunstnerisk indenfor de tre fag.

I vores arbejde valgte vi at bruge vores begreber, prøve vores ideer af på hinanden, og til sidst at sætte det hele i bevægelse og skabe en forestilling sammen, med selvskrevne tekster, egen musik og koreografi. Vi håber alle sammen på at komme ud på en skole, hvor vi skal være med til at sætte det store teaterprojekt op, men hvordan kommer man overhovedet i gang?

Rammesætning og modstand

Efter at have læst tusindvis af støvede sider og lavet flere interviews med professionelle, kom vi ret hurtigt frem til, at det første skridt må være at sætte rammen. En overordnet idé, et tema eller et andet udgangspunkt, som skal skubbe hele processen i gang. Til vores forestilling valgte vi temaet ”at flytte”. Vi står alle sammen overfor en livsomvæltende sommer, færdiguddannet og uden job. Der var kød på, kunne vi hurtigt blive enige om. Og hvad så derfra? Her kommer vores første begreb ind på scenen: ”modstand”.

Modstanden er det, der får hjernen i gang. Det skaber frustration, irritation, nedtyggede negle og afrevet hår. Og det får os til at tænke. Nogen kalder det benspænd, som er helt konkret modstand, der bliver givet direkte af fx instruktøren. Det kunne være at skrive en tekst, men uden at bruge ordet ”og”. Lav en sang, men brug kun 1 akkord. Lav en bevægelsessekvens, men du må kun ligge på gulvet. Vi kender alle til benspænd, og deres funktion i det kreative arbejde. Men vi kom hurtigt frem til, at modstand også findes i alle mulige andre sammenhæng. Det kan være scenografien, der tvinger os til at arbejde på en bestemt måde. Budgettet der tvinger os til at få scenen lyst op på en anden måde end vi havde tænkt. Tid! Tiden er så vigtig, og man har bare ikke mere end der er. Der kan findes modstand i alt, og det er modstanden der sætter vores hjerne i gang, tvinger os til at tænke i andre baner, end vi er vant til. Det er modstanden der starter kreativiteten.

Eksperimenter

Når modstanden og frustrationen rammer os, bliver vi herefter nødt til at eksperimentere, som er vores andet begreb. At eksperimentere betyder for os, at man leger og udforsker, gerne så frit og formålsløst som muligt. Niels Lehmann har sagt det så fint: ”for et nå sit mål, må man opgive målrettetheden.”[1] Vi vil gerne skabe nogle scener til vores stykker, som kan sige noget om vores tema. Men vi vil ikke bare skynde os derhen, og arbejde med scener fra starten. Tværtimod, så starter vi med slet ikke at lave scener. De første par dage brugte vi på gulvet, hvor vi sad hver især og undersøgte hver vores papkasse. Hvordan løfter man den? Kan man kaste med den? Hvad indbyder den egentlig til at man gør ved den? Eksperimenterne skal der være god tid til, så man kan komme derud, hvor man ikke vidste man kunne gå. Indtil man på et tidspunkt bliver nødt til at snævre det hele ind, og arbejde fokuseret med de ting man opdagede i eksperimenterne. De fede øjeblikke, kan herefter bruges direkte i en scene.

Visning

Hvilket bringer mig til vores sidste begreb: ”visning”. For hvordan få man overhovedet øje på alle de fede ting man finder på, når man eksperimenterer? I vores undersøgende arbejde i opgaven læste vi alle mulige teorier om kreativitet. En af de pointer vi stødte på et par gange er, at noget slet ikke kan kategoriseres som kreativt, hvis der ikke er nogen andre der kigger på det og siger ”Wow, det var godt nok kreativt.” Forenklet ja, men i praksis er det faktisk en ret stor del af det kreative arbejde. Når man selv står lige midt i processen, og skal vurdere sit eget arbejde, er der ikke noget federe, end at få et par andre øjne på, som lige kan sige: ”Dét der var fedt, dét der skal du nok skrue lidt ned for.” For det er svært at se selv. Visningen er altså en mulighed for at få vurderet sin kreativitet, få den kvalificeret og videreudvikle på sine ideer. Hvilket fører os til endnu en vigtig pointe: det er rigtig svært at være kreativ alene.

Det jeg har præsenteret ovenfor kan beskrives som en tre-trins-raket. Først kommer ramme-sætning med modstanden, der sætter gang i eksperimenteringer, som til sidst ender ud med en visning og kvalificering af arbejdet. Denne måde at inddele det kreative arbejde giver et naturligt flow, får processen til at flyde, og når man har vist, kan man så starte forfra med ny modstand, nye eksperimenter, indtil man til sidst løber tør for tid, og scenetæppet løftes. Det vigtige ord i den sætning var ”flow”, vores fjerde begreb, som vi mener er en vigtig del af processen.

Flow

Flow blev først beskrevet af Mihaly Csikszentmi-halyi i midten af 70’erne, og er siden blevet en verdenskendt måde at beskrive en optimal tilstand af eksistens.[2] Flow er en utrolig vigtig ingrediens i en kreativ proces. Jeg beskrev ovenfor den frustration der kan opstå, når man møder modstand. Den frustration der tvinger os til at tænke anderledes. Men det der sker, når man overkommer frustrationen, finder den fede løsning, det er flow. Man skal igennem barrieren, og på den anden side venter en tilstand, hvor man glemmer tid og sted, ideerne flyver rundt, og man kan næsten ikke slippe sit arbejde igen. Vores erfaring siger os, at man godt kan arbejde kreativt, og finde på nogle fede ting, selvom man ikke bryder igennem frustrationen og oplever flow. Men hvis man gør, giver det bare lige de sidste 10%. Og man står tilbage til sidst med en rus i kroppen, og man kan slet ikke vente med at få vist sine kreative ideer.

Serendipitet

Og det er så her vi vender tilbage til mine fødder på klaveret, og disharmonien der fyldte rummet. For hvad skete der lige i dén situation? Når man har fyret tre-trins-raketten af og forhåbentlig opnået en tilstand af flow, så mangler der alligevel den sidste lille ting, som omkranser hele den proces vi har været igennem. ”Serendipitet”[3] er vores femte og sidste begreb. Serendipitet er nok det ord vi har sagt mest de sidste 5 måneder. Et ord som vi har brugt uanede mængder tid på at undersøge, diskutere og læse om, og som vi stadigvæk ikke helt er sikre på vi forstår. Men grundessensen er denne: serendipitet kan beskrives som en tilstand, hvor man er opmærksom på og åben for det man kan kalde ”tilfældigheder” eller ”lykketræf”. Og så alligevel ikke helt. For det er ikke tilfældigt at vores instruktør råbte ”Fedt! Gør det igen!” da jeg afbrød hele øvningen med mine fødder på tangenterne. Hun var åben og opmærksom på, at

[1] Niels Lehmann: Mentale sideværtsbevægelser i Æstetisering - forbindelser og forskelle (2012)

[2] Mihaly Csikszentmihalyi Creativity 1997

[3] For mere om serendipitet: Erik Exe Christoffersen Kunsten at snuble i Peripeti - Serendipitet (2007)